Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: Paa hjemveien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
297
Jeg har streifet om i to cløgn og set alt dette, set naturen
ligge paa ligstraa. Kun etpar timer midt paa dagen stryger den
frostens rimlagen tilside og blotter sig i ømt uskyld for den
kjærtegnende sol. Røslyngen blusser da atter op med røde kinder, og
i solliderne faar mosen atter farve.
Men naar natten kommer, trækker naturen paany sit liglagen
over sig, mens hubroen tuder.
Nu og da seiler en ørn over de øde klipper. Den ser ned
paa den frosne jord, men opdager intet rov og seiler rolig videre,
altid videre i store, seige buer, til den forsvinder som en prik under
himmelhvælvet.
I sænkningerne mellem de bratte fjeld eller liderne udfor de
steile stup ligger gamle træer, fældede af vind og væde. I
aarhundreder har de staaet her og trodset storm og regn, baaret sit
stolte hode rankt mod himlens lyn og torden. Intet menneske
halset deres kampe, intet øie maalt deres modgange. Thi de leved
hengjemte fra verden mellem ødemarkens vilde fjeld og revne tinder.
Men dog har de gamle kjæmper ført sin kamp tilende, fyldt sin
plads, og da deres time kom. lagde de sig ned uden sang, uden
verdens larm og reklamer om sig. De bad ikke om naade, de bad
ikke om løn. De faldt — med uveirets forbandelse over sit hode.
Og deres saga var ude —
Men ved deres fod eller fra deres hensmuldrende stammer
skyder ungskoven sig op med frisk saft i aarene. Den har de
gamles gjødede grund at voxe paa.
Jeg har set det altsammen — naturens stille liv og store død
her oppe, hvor forholdene endnu er store. Min sjæl er fyldt af
dens lyd som malmen i en kirkeklokke.
Men nu, da den anden dag er tilende, tar jeg min bøsse og
min hund og gaar ned til bygden. Fra bygden skal jeg skydses
videre — til byen, hvor menneskene kun sover og trætter.
Mit legeme er udmaset. Men min sjæl er frisk. Jeg føler
den som en skat i mit indre, en hemmelig glæde, der har siii egen
urandsagelige grund og kilde.
Nede i dalen begynder taagen at samle sig i tætte flaker.
Den kommer ind udenfra med bud om sydlig vind og lindveir.
Træerne staar allerede graahvide af dens fine rimdusch — som
mægtige koraller i det svindende dagslys. Men afstandene vider
sig ud i den tiltagende taage, fantasien vaagner. Thi anelserne
faar liv i dette mystiske taagelandskab.
Jeg har intet hastværk med at naa bygden, derfor blir det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
