Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Conrad Alberti: Gallien i Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
paa fra gaden, blir derpaa mønstret gjennem en glug og først
indladt efter et længere forhør. En plump sang med akkompagnement
af rørfløite hilser den indtrædende, og opvarterens tiltale følger saa
i samme tonart. Dette er ikke efter enhvers smag, og for at sætte
mere ømfindlige, kvindelige gemytter istand til at nyde prøver paa
den galliske renæssance uden saadanne djærvheder, har man
indrettet de høist mondæne chansonkoncerter i Bodiniére.
En vis Bodinier, tidligere sekretær ved konservatoriet,
indrettede i Rue St. Lazare et øvelsestheater til den berømte anstalt.
Men den lille, paa to hundrede personer beregnede tilskuerplads,,
var og blev tom. Da man allerede stod paa fallittens rand, fik
forfatteren Lefevre den gode idé at anvende lokalet i den nygalliske
bevægelses tjeneste og i høi-litterær og mondæn form at gjøre
chanson’en og renæssancen smagelig for den elegante verden. Man
fremstillede i skiftende programmer chanson’en historiske udvikling,,
man begyndte med de harmløsere sager fra begyndelsen af
aarhundredet af Béranger og Desaugiers og gik derpaa over til den
mere pebrede moderne spøg. En ung forfatter overtog den med
de nødvendige antitheser spækkede indledning, og bestræbte sig
for at udfinde en vis æsthetisk sammenhæng mellem de enkelte
sange. Ogsaa nye nuancer grublede man ud: recitation af chansons
med melodiakkompagnement af piano, violin og fløite. Her
optraadte Paris’s første kunstnerinder, den gamle Judic, den
overmodige Ugalde, den skjønne Segond-Weber, der ligesaa ugenert
som fortrinlig kopierer Sarah Bernhardt, og den alle overstraalende
geniale Felicia Mallet, hvis stormende temperament lige fuldendt
griber den dystre som den dristige tone og glimrende bringer
tilhørerne til at glemme sin mangel paa stemme. Institutet’s lykke
var gjort: det litterære anstrøg lokkede Paris’s fornemste
dameverden, som snart kom til den overbevisning, at de intet sted kunde
tilbringe tiden mellem dejeuner og diner paa en mere
underholdende maade.
Den moderne chanson falder i tre hovedklasser: den
sentimentale, den pikante og den brutale. Den sentimentale genres mand
er for tiden Montaya, en sund, blond yngling, sanger og forfatter
af Berceuse bleue, som for tiden er i alles mund. Arten ligner den
tyske vise om de to kongebørn: to elskende søger i en ussel baad
i høi sø lykkens land, og gaar under, klamrende sig til hinanden.
Men romancen bryder ikke som den tyske, bråt af med blotte
antydninger, den fortæller os paa gallisk vis de elskendes samtale og
og deres endeligt. Melodien er en gammel, bretagnisk folkemelodi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
