Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. B. Minges: Leo Tolstois sidste verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351
Denne gang var det ikke modesag, men egte kunstnerisk nydelse
som var grund til den storartede succes. Enkel, ophøiet, mægtig er
denne lille dramatiske episode, som foregaar paa Ruslands øde,
endeløse snemarker. En rig bonde, kroværten og mellemhandleren
Brecku-now, som forstaar at slaa kapital af de mer og mer forgj ældede,
letsindige jordeiere, og for hvem pengeerhvervelse i og for sig udgjør
livets hele indhold og maal, begiver sig paa en forretningsreise, hvoraf
han lover sig stor fortjeneste; han har med sig sin tjener Nikita, en
indskrænket, noget forkommen, fordrukken bonde, der er næsten viljeløs
ligeoverfor sin herre, et udmærket exemplar paa de „faarepelse", som
der saa ofte er tale om i Turgenjews breve. Nøgtern, havesyg,
udsugende er herren, et noget forvildet, under slavebænken forkuet
natur-barn er tjeneren, eiendommelig ved sin dumpe resignation, sin apathiske
dødsforagt og sin rørende kjærlighed til dyr. Veiret er ugunstigt,
afstanden er vistnok kort, bare omtrent en tolv kilometer, men frosten
er betænkelig, og dertil kommer, at det sner uafladelig. Ogsaa herren
vilde foretrække at tilbringe natten i en varm stue, men frygten for
konkurrance er dog sterkere i ham, han lader spænde for og forlader
sammen med Nikita sit hus. Snekavet tar mere og mere til, de kommer
ud af veien, og kommer med nød og neppe frem til en noget
afsidesliggende landsby. Alle opfordringer om at blive her natten over er
virkningsløse paa Brechunow, han har spildt tid og skynder sig nu for
at naa sit maal. Men ogsaa dennegang var det forgjæves! Den
uophørlige og den grusomme vind gjør veien usikker, og efter en lang og
besværlig fart slaar de reisende uden at vide det ind paa veien til
den samme landsby. Det er allerede bleven ganske mørkt — en stans
er nødvendig for folk og for hest; de hviler sig ud i landsbykroeu og
trøste sig med the. Her lærer vi at kjende en episode af
familje-følelsens forfaldshistorie hos den russiske bonde. Kroens besidder, en
hvidhaaret olding, som paa gammeldags vis lever sammen med børn,
børnebørn og børnebørnsbørn, har megen møie med sin næstældste søn,
som, ledet af individualismens aand, vil have sin fader til at dele
famiJje-godset mellem familjens medlemmer.
Med faa, mesterlige strøg skildrer digteren den haardnakkede
kamp mellem den gamle og den unge generation, mellem fædre og
sønner, mellem almenfølelse og individualismens krav, som udkjæmpes
paa denne lille jordflek. Og saa udskilles bønderne i havesyge,
pengegriske herrer, som Brechunow — det er de fiffigere af dem — og i
apathiske viljeløse trælle — det er de ligegyldige, udygtige af samme art
som Nikita — — — Brechunow bereder sig til opbrud. Det er jo
bare et par kilometer, og konkurrenterne maa man for enhver pris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
