Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. B. Minges: Leo Tolstois sidste verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
komme i forkjøbet. Hvad nytter krovertens advarende indvendinger
og tjenerens halvhøit ytrede vægring. „Det er da ogsaa et uveir! —
— — Vi kommer kanske ikke frem alligevel — men blive her kan
vi jo ikke heller!" — Man maa bryde op, og saa bryder man altsaa
op, drager ud i det vilde snehav. Det varer ikke længe før de atter
er ude af veien; og jo længer de gaar, desto mere fremmed og uklar
viser sig egnen for dem. Udmattede og overvældede maa de gjøre
holdt og finde sig i at overnatte i sneen. Resigneret og indadvendt
gjør tieneren anstalter for at vente til «dagens frembrud. „Nu skal vi
låve et nødsignal," sagde Nikita, vendte slæden mod vinden, bandt
skanklerne fast med sadelremmen, stillede dem op og fæstede dem til
forsiden a’f slæden — — — „Saa, dersom vi nu blir indesneede, vil
gode mennesker finde os paa skanklerne og grave os ud," raabte
Nikita, „det har gamle folk lært mig." — De søger hvile, Nikita paa
en straamatte i sneen, herren indhyllet i sin pels, i slæden. Nattens
stilhed, snekavet, kulden begynder at virke, i herren begynder hjernen
at arbeide, — hans kjøbeplaner, hans udsugelsesidealer, hans evige
ønske om at blive milionær, og frygten, som efterhaanden sniger sig
ind paa ham, den ene forestilling jager den anden, — han føier sig
mere og mere uhyggelig tilmode, han beslutter sig til at flygte, som
en tyv bestiger han hesten, for ubemærket af Nikita, at komme bort.
Det er den onde samvittigheds frygt, hvad skulde ellers en herre
frygte af sin tjener — „for ham" — han mente dermed Nikita —
„er det det samme, enten han lever eller dør. Hvad er det ogsaa for
et liv! Ham kan det ikke gjøre saa farligt — men jeg har da —
Gudskelov — noget at leve for!"–-Han forsvinder. Tjeneren
havde hørt, hvorledes hans herre forlod ham — han lagde sig i slæden,
gudfrygtig og med foragt for døden forsoner han sig resigneret med
den tanke, at han vil finde sin grav der. —–Men den ftygtende
herre lykkes det ikke at finde veien; han farer vild, gaar ligesom altid
i ring, maa springe af den styrtede hest. — — — Hesten løber sin
vei — han blir ganske ene i denne sneørken, hvor m\ det første hyl
af en ulv lod sig høre. Ensomheden, dødsstilheden vækker en panisk
skræk i ham. Den tanke at gaa tilgrunde her ganske alene
forekommer ham pinlig, haarreisende, han følger den flygtede hests spor
og uforventet kommer han tilbage til den forladte slæde, hvor nu den
halvt ihjelfrosne i sne begravede tjener ligger. — „Hvorledes er det
med dig? Er du ihjelfrosset?" spurgte Brechunow. — „Jeg føler
døden komme — for Christi skyld tilgiv — — —" sagde Nikita med
en bedrøvelig stemme og fortsatte med at fegte med hænderne for
ansigtet, ligesom for at skræmme fluer–Et halvt minut gik–
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
