Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. B. Minges: Leo Tolstois sidste verker - Litteratur - Gerhard Gran: Arne Garborg: Haugtussa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
gaar bort at nyde de mest ophøiede følelser ved selvopofrende at
redde den af ham foragtede og udnyttede tjener — — —
Skildringen af, hvorledes man lidt efter lidt fryser ihjel, har
Tol-stoi allerede forsøgt for ni og tredive aar siden i den poetisk-skjønne
skisse „snekave". En døendes tilstand, som med forfærdelse ser
døden nærme sig, indtil han ligesom ved en aabenbaring erkjender
dens mystiske sande betydning og i den lutrende følelse af medfølelse
med sine medmennesker, blid og hengiven forsoner sig med tanken
paa døden — „det var ikke død, men lys" — den gribende analyse
af døden har Tolstoi givet i sin vidunderlig betagende fortælling
„Iwan Iljis’s død". I „Herre og tjener" har han forsøgt at smelte
disse to problemmer sammen, og der fremstod et mesterverk, som gir
os et kunstnerisk forklaret stykke storrussisk sjælehistorie, livor mange
mystiske toner klinger igjennem, og en glimrende kommentar til
digterens kunsteriske væsen.
Dr. B. Miiigés.
Litteratur.
Arne Garborg: Haugtussa. Aschehoug & Co.., Christiania.
Eor at forstaa Garborgs forfatterpersonlighed er det nødvendigt
altid at erindre, at han er bonde, ja mere, at hans vugge har
staaet paa Jæderen. I enkelte af lians bøger som „Mannfolk" og
„Trætte mænd" kan man let komme til at glemme dette; men i „Fred"
og „Haugtussa" melder det sig med desto større styrke.
Intetsteds føles naturens og ensomhedens magt som paa Jæderen;
forlader man jernbanestationen og vandrer mod havet, jglemmer man snart
verden og forsvinder i uendeligheden; mod nord og syd strækker
myrsletten sin brune, lyngtækte ryg, saa langt øiet naar; mod vest
stanser den først ved den brede, glitrende, hvide stribe, der skiller
den fra „blaamyren", som i sin evige vælde vælter de skumklædte
bølgerygge op og ned, op og ned. Hist og her er torvmyren afskaaret,
og den viser sit sorte indre, og den lille, speilblanke pyt blinker med
himmelblaa bund. Ikke skov eller fjeld lukker synskredsen, himmelen
er over alt; over vore hoveder driver i endeløs jagt de mægtige skyer, ’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
