Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. B. Minges: Leo Tolstois sidste verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353
I den havesyge herres hjerte, der netop havde følt ensomheden saa
rædselsfuldt, vaagner mennesket — han styrter til, skraber sneen bort
af Nikita, kaster sig over ham for at varme ham med sit eget legeme . . .
Og det lykkes ham ogsaa. — „Jeg har det godt. jeg er varm." hørte
han under sig. En følelse af lyksalighed bemægtiger sig ham, den
offervillige menneskekjærligheds, clen forløsende selvopofrelses følelse —
taarene kommer ham i øinene — blandet med afrevne, halvt fantastiske
drømmerier, hvori der ligesom tilraaber ham en indre stemme, at han
har begrebet det sande — livets egte hensigt.....
„Og rundtomkring herskede fremdeles de løslupne elementers
oprør. Det samme snekave hvirvlede rundt, bedækkede den døde
Wassili Andreiewitsch’s (Brechunow) pels, den over hele kroppen
skjæl-vende best, slæden, som man neppe kunde se, og den i slædens indre
under sin døde herre liggende Nikita, som havde varmet sig — —"
Og dog befandt de sig kun treclive favne fra landeveien.
En kold gysen farer gjennem læseren, dybt er det indtryk, dette
enkle drama efterlader i vor sjæl, men der lyder i vort inclre den
op-høiede forsoningsrøst, som ogsaa griber den havesyge herre, da han
staar ansigt til ansigt med døden, og fylder ham med
næstekærlighedens hidtil aldrig fornummede følelser.
Saadant kan kun en stor, en egte digter skabe, og Ira denne simple
fortælling rager Tolstoi frem i hele sin cligterstorhed. Men ogsaa her
behersker en didaktisk tanke stoffet, og forklaringen finder vi i
Tolstois sidste parabel af hans tre aandrigt—paradoxale antikritiker
(Bel. IV), hvori han lorsvarer sig mod clen beskyldning, at han skulde
være en fiende af kunst og videnskab. I denne parabel fortælles om
vandrere, som er komne ud af den rigtige vei, og som vandrer
omkring og trænger paa af frygt for at blive sig bevidst den farlige
haabløse stilling, hvori de befinder sig, og i det forfængelige haab at
naa frem et eller andet sted. Istedetfor at stanse, se sig om eller
ialfald tænke paa sine sjæles frelse, vil vandrerne alligevel forsøge sin
lykke, cle forvilder sig stadig mere og mere og gaar tilslut tilgrunde.
Saaledes er det ogsaa med hele menneskeheden, som forvildede sig fra
den rette vei — — Er cla ikke clet samme tilfælde med herren?
Ogsaa han har forvildet sig, han denne slave af sin pengegriskhed, han
formaar ikke at stanse og i instinktiv hjerteangst flygter han for den
tanke at maatte opgjøre sin haabløse stilling for sig selv. Den
nærmende katastrofe, de inclre kampe, den skrækkens tanke at skulle
omkomme langt borte fra ethvert menneske, bringer ham til at anse
døden i sin tjeners nærhed for en forløsning, og det beskjæres ham, før han
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
