Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litteratur - Gerhard Gran: Arne Garborg: Haugtussa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•356
i bøger og tænkt igjennem, Jivad tænkt er, bar seiret over helvede
og kjæmpet sig frem til lys og frihed; ’— og dog er skyggerne fra
hans hjemsted aldrig veget fra hans sjæl, hans væsens rødder ligger
dybt i den jæderske jordbund, og hans hjerte drages mod de steder,,
som var scenen for hans barndoms rædsler:
Eg rømde rædd; men stundom maa
eg sjaa deg att.
Han kjender tilbunds den sjælenød, som er bygdens lod, han har
selv tømt kalken tilbunds, og kampen har sat sine merker, hans
livsglæde har aldrig faaet den ranke, hedenske vækst, han længes efter :
Eg røynde sjølv den Striden stygg
i mange Aar,
med ville Mot, med bøygde Rygg
med svære Saar.
Du um meg sviv, — du hjaa meg sit,
du arme Aand!
I meg du enno riv og slit
i dine Baand.
Men ud af kampen har Garborg dog trods alt reddet „troen paa
livet", en sterk, mandig tro, om den end ikke er uden anfegtelser og
nu og da kan overskygges af „fortvilelser"; for denne sin tro har han
fundet dette enkle, skjønne symbol:
Men Lerka stig fra gleymde Grav
med Sigers Ljod,
og Yinden stryker inn av Hav
so frisk og god.
Og um me kjenner Graat og Gru
og Saknad saar,
saa maa me Lerkesangen tru,
som lovar Vaar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
