Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Worm Müller: „I skulle aldeles intet sverge“ - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•371
pudser den, saaat den tilslut skinner som en metalknap, jeg maa
stirre paa, og som lidt efter lidt hypnotiserer mig . . . Den rider
mig som en mare, den trykker mit bryst sammen, her jeg sidder i
stolen, saaat hovedet tilsidst luder mod gulvet, og jeg maa skaffe
mig luft i en stønnen . . .
Bare jeg ikke var saa alene! — Eller rettere sagt: bare der
fandtes ét menneske, som der var noget ved! . . .
En har jeg kjendt -— og hun er forlængst død og borte . . .
Men det kan jeg jo ikke hjælpe for — jeg har ingen, absolut
ingen skyld i den historie . . .
Desuagtet var jeg saa ung den gang — havde endnu ikke
naaet de 30. Selv sager, der saa at sige daglig forekommer i en
jurists praksis, kunde for mig have nyhedens interesse. Jeg gik
paa som en hund, der følger sin næse; jeg besad ungdommens hele
blodtørst og jagtlyst . . .
II.
Saa var det, at byen fik besøg af det Weberske
skuespillerselskab ; helt nord fra Finmarkens grænser kom det og var nu, mod
sæsonens slutning, paa reisen hjem til Danmark. Affærerne havde
gaaet daarlig paa hele turen, og hos os spandt selskabet heller
ikke silke. Det var naturligvis af den grund, at der blev vrøvl
mellem direktøren og Bull, trupens store tragiket og bærende kraft,
hvis engagement netop udløb hos os. Det skulde afsluttes med en
benefice, og om formiddagen paa beneficeaftenen kom han op til
mig og bad mig anlægge sag mod Weber. For det første tænkte
direktøren nok paa at narre ham for forskjellige smaaposter, blandt
andet for nogle dages gage. Men dernæst mente Bull, at naar de
endelig skulde skilles som uvenner, behøvede han ikke at lægge
fingrene imellem. Han agted derfor at paastaa sig tilkjendt et
forholdsvis stort ekstra-honorar for instruktion.
Det gik hurtig op for mig, at baade Bull og direktøren var
to alen af samme ikke ganske feilfri stykke. Og jeg forstod godt,
at den fordring paa ekstra-honorar var saa temmelig grebet ud
af luften . . . Naturligvis kunde jeg vist sagen fra mig. Men det
gjør nu en sagfører engang ikke; Bull gav mig sikkerhed i sine
benefice-indtægter. Og hvad hans instruktion angik, vilde han
blandt personalet skaffe vidner paa, hvor betydningsfuld den havde
været.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
