Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Friedrich Nietzsche: Om Digterne. Oversat af Hulda Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•383
Og især over Himmelen, thi alle Guder er Digter-Lignelse,
Digter-Tilsnigelse!
Sandelig, altid drages vi — nemlig til Skyernes Rige: paa disse
.sætter vi da vore brogede Bælge og kalder dem Guder og
Overmennesker.
Ak, hvor er jeg træt af alt det Utilstrækkelige, som for enhver
Pris skal være Begivenhed! Ak, hvor er jeg træt af Digterne!
— — Da Zarathustra talte saaledes, vrededes hans Discipel paa
ham, men han taug.
Og ogsaa Zarathustra taug; og hans Øie havde vendt sig indad,
som saa det i vide Fjerner. Endelig sukkede han og drog Aande.
Jeg er fra i Dag og Fordum, sagde han saa, men der er noget
i mig, som er fra Imorgen og Iovermorgen ’Og Engang.
Jeg blev træt af Digterne, de gamle og de nye: Overfladiske
er de mig alle og grunde Hav.
De tænkte ikke nok i Dybden, derfor sank ikke deres Følelse til
Grunden.
Noget Vellyst og noget Kjedsomhed: det har været deres bedste
Eftertanke.
Gjenganger-Pust og — Vimsen gjælder mig al deres
Harpe-Klingklang ; hvad vidste de hidtil om Tonernes Inderlighed!
De er mig heller ikke renlige nok. Alle grumser de sine Vande,
at de skal synes dybe.
Og gjerne spiller de dermed Forsonere, men Formidlere og
Forblandere bliver de mig og Halv- og- Halve og Urenlige! —
Ak, jeg kastede vel mit Net i deres Hav og vilde fange gode
Fiske; men altid drog jeg. op Hovedet af en gammel Gud.
Saa gav Havet den hungrige en Sten. Og de stammer sagtens
selv fra Havet.
Visselig, man finder Perler i dem; desto mer ligner de selv
haarde Skjældyr. Og istedetfor Skjæl fandt jeg ofte hos dem saltet
Slim.
Ogsaa sin Forfængelighed lærte de af Havet: er ikke Havet
Paafuglenes Paafugl? Selv for den hæsligste gamle Bøffel udruller
det sit Slæb; aldrig blir den træt af sin Kniplings vifte af Sølv og
Silke.
Trodsig ser Bøflen derpaa, i sin Sjæl nær Sandet, endnu nærmere
Moradset, men nærmest Sumpen.
Hvad er for ham Skjønhed og Hav og Paafuglepryd! Denne
Lignelse siger jeg Digterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
