Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guglielmo Ferrero: Den japanesiske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•405
folkeslag, religion og statsforfatning er inderligt knyttede til hinanden,
kom studiet af shinto til at gjenoplive det gamle ideal om
mikado-atet og at paavise, at der i den gamle konstitution slet ikke var
plads for shogWn’en. Mikadoen dreves saaledes af sin egen interesse
til paa alle maader at opmuntre studiet af shinto, medens shogurfen
kom til at beskytte studiet af den kinesiske filosofi, der som mere moderne
ikke var saa inderlig knyttet til det gamle regimes traditioner. Paa
denne maade blev hoffet i Kioto og hoffet i Yedo to konkurrerende
centrer for japanesisk aandsliv; og for folket, der aldrig ophørte at
ære mikadoen, blev buddhisme, kinesisk indflydelse, usurpation og
shogun’ens magt omtrent synonyme begreber.
Til denne aandelige krise kom saa snart en meget alvorlig social
krise som følge af feudalsystemets gradvise dekadence.
De japanesiske datmiö’er gir os et meget interessant eksempel paa
-en klasse, som er degenereret og tilintetgjort, fordi den altfor godt
har løst sin opgave. Ddimid’erne eller krigerkasten havde opnaaet sin
politiske indflydelse i løbet af krigene i det 14de, 15de og 16de
aarhundrede;; deres energi i disse kampe var saa stor, at det under
ledelsen af den store shogun Iyeyasa lykkedes dem at sikre Japan
fred i næsten tre hundrede aar; ti fra begyndelsen af det 17de aarh.
og til 1868 behøvede Japan ikke en eneste gang at drage sit sverd.
Men i denne fredsperiode havde da’imio’erne intet at gjøre mer eog
degenererede, som alle mægtige og uvirksomme samfundsklasser; alle disse
feudale seigneurer, som ikke længere havde krigen at øve aand og
legeme i, hengav sig til udsvævelser, og udsvævelserne ødelagde
tilsidst i den grad deres race, at i vort aarhundrede Japans gamle og
gloriøse adel kun repræsenteredes af drukkenbolte, idioter, epileptikere
og sindssvage. Selvfølgelig beholdt disse daimcfer nu i regelen kun
i navnet myndigheden over sine landeienclomme; næsten overalt var
den virkelige magt gaaet over til en eller anden dygtig og ærgjerrig
tjener, en samurai, der forstod at beherske sin herres svage vilje.
Daimio^Qrne havde intet andet tilbage af sin fordums glans end en indviklet
etikette, som af og til generede dem i tilfredsstillelsen af deres laster,
og en umaadelig mængde snyltegjester at ernære; ti befolkningens
tilvekst havde forøget antallet af dem, som søgte at leve paa de rige
adelige familjers bekostning. Dawiio’erne kunde vanskelig verge sig mod
denne parasitisme, som gnavede paa deres rigdomme, da de ellers
udsatte sig for at miste sin anseelse og endmere at svække sin vaklende
magt; saaledes forarmedes de mere og mere for hver dag, som gik;
og den autoritet, som i gamle dage havde hjulpet dem til at samle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
