Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Den rejsende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•421
ledes iaften. Iaften var han iført en fordringsløs engelsk
turist-dragt af mørkt stof, knæbenklæder og grove strømper og sko. Ved
siden af ham i sofaen laa der en lille hue, og i sin senede og
mørkt behaarede haand holdt han en knortet stok. Dragten var
langtfra ny, endog blankslidt her og der; men af fortrinligt stof.
I denne tid, hvor turister vrimlede, var hans ydre saa lidet
paafaldende som muligt; men der var udbredt en uforlignelig finhed
over hans hele skikkelse. Jeg huskede pludselig, at jeg maatte
have seet ham engang i denne dragt, før jeg lærte ham at kende,
i en vrimmel et eller andet sted i et fremmed land. Han var jo
ogsaa en rejsende mand paa jorden.
Jeg sagde til ham:
De gik meget i selskaber, den gang jeg lærte Dem at kende.
Jeg hvilede mig, svarede han, og lod mig beundre, og han lo
med en stille indvendig latter.
Ja jeg huskede denne aften i selskabet. Han havde forbavset
os alle. Der var mange smukke kvinder tilstede, prægtigt klædte,
og de flokkedes om ham; men mod sædvane var han adspredt lige
til uhøflighed, og da saa en ganske ubetydelig pige, en stakkels
fattig slægtning af huset, kort efter at bordet var hævet, kom
beskedent for at sige godnat og tak for iaften til vært og værtinde,
brød han pludselig op og tilbød sig at ledsage hende hjem. Udtrykket
i hans ansigt var sorgfuldt, hun blev blodrød i hovedet og var vist
lige ved at synke i jorden af undseelse, og saa gik de sammen.
Hun havde en krøllet hvid kjole paa og saa sørgelig klodset ud,
som hun trippede ved hans side. Hendes brune haar var redt
langt ned i panden, vandkæmmet og glat. Munden var for stor og
hagen lang. Næsen — ja en næse havde hun vel; men jeg husker
den ikke — saa smuk var den neppe. Hun var i det hele saa
uskøn og ubetydelig som muligt.
Men det mest forbavsende af alt var det, at et par dage efter
forsvandt baade han og hun samtidig fra staden og ingen af dem
var vendt tilbage, da jeg rejste derfra to aar efter.
Vi havde siddet ganske tavse som mennesker, der ikke er
fremmede for hinanden hvor forskjellige de end er. Af og til gled
der et smil over hans ansigt, som om han tænkte paa noget meget
pudsigt, medens han saa sig om mellem alle disse blege mennesker,
der hviskede om kolera, om „kolera". „Imorgen ser vi vel den
sorte vogn rulle gennem gaderne". Endelig sagde han: Her er
prægtigt iaften!
Prægtigt! svarede jeg uvilkaarligt. Men jeg var ikke saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
