Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Den rejsende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•422
tapper som han, og lidt efter tilføjede jeg: Naar man har den paa.
saa vidt afstand. Hvilket betød saa meget som at jeg
bankedeunder bordet og bad himlen bevare mig. Man bør dog ikke
ligefrem male fanden paa væggen. Han smilede kun.
En stund efter sagde han: „Dette er saadanne mennesker,,
der bliver alvorlige, naar der er fare paa færde." Og lidt efter:
„Det er besynderligt, at der maa saadant til for at skabe den
sorte-baggrund, der gør menneskene saa smukke og sælsomme. I denne
aften er der mere liv i et secund end ellers i en dag. Og de,,
der elsker, de elsker mere smerteligt sitrende end før. Og vellysten
er mere rød og brændende. Og de der elsker — de klynger sig;
til hinanden og vilde saa gerne synke ind i hinanden og dø —
de stakkels sjæle.1’
Han saa sig omkring, lod øjnene glide fra den ene til den
anden af dem, der sad her, saa smilede han, og jeg gjorde som hanr
og smilede ogsaa. Der var gaaet nogle aar siden jeg sidst var
paa dette sted; men jeg kendte mange ansigter. Nogle var
uforandrede, andre var bleven gamle, atter andre bitre, og der var en,
jeg tidligere havde seet godt ved magt, stor og svær, der var bleven
mager og slunken, klæderne hang slatne omkring hans krop. Han
var en dranker, øjnene var glasagtige, udslukte, kødet usundt, huden
derfor hæslig, det store skæg, der hang ned over brystet saa ud,
som om det sad løst, saa man kunde rive det af med et lille ryk.
Men hvad jeg først og fremmest saa eller syntes at se. det var,
at alle disse mennesker havde sjæl, at angsten havde givet dem
sjæl. De talte sagte idag, der blev drukket meget rundt omkring
men der var stille, kun ved enkelte borde prøvede man at tale
højt, men stemmerne rungede uhyggeligt i det tavse rum og døde hen.
Sjælene, som jeg syntes at se, var næsten alle tynde og
lange og leddeløse, de sad stille og sammenkrøbne i en mørk krog
af legemet. Nogle af dem vandt lidt styrke, fylde og skønhed ved
at se mod himmelen. Fader vor! Fader vor! andre gjorde dette
kun hæsligere og ynkeligere som en grimase. Drankerens sjæl
forekom mig at vride sig i urolige drømme i hans mavehuling,
Fra et bord rejste der sig en hvidhaaret mand og gik ud.
Det var en filosof, en gammel tvivler. Jeg syntes jeg saa, at hans
sjæl ikke var forskræmt saaledes som de andres. Den stirrede
ret frem for sig og havde klør til at værge sig med. Og han
forsvandt i mørket.
Aldrig har natten forekommet mig saa sort, som den jeg saa
gennem ruderne. Derude bølgede tyste menneskemasser frem og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
