Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Wied: Fra Skitsebogen - II. En Synsforretning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•434
— saadan da. De var gamle adstadige Folk, der aldrig kom nogen
Mors Sjæl for nær. Dorthe Rørbæk hed hun; og Manden hed Ole.
Gift havde de nok aldrig været, men de havde trofast holdt
Bord og Seng sammen i fyrretyve Aar. Nu var de begge oppe
ved Halvfjerdserne.
Dorthe listede lille og sky omkring paa Gaardene og gjorde
Nytte for Føden. Ole derimod laa næsten altid i Sengen og hostede
og spyttede, saa man kunde høre det helt ud paa Vejen, naar man
gik forbi. Undertiden i Solskinsvejr kunde man dog se ham stavre
afsted rundt i Havegangene i Underbukser og Skindpels. Og da.
holdt alle Børn sig borte fra Korsvejen, ti Oles Øjne laa saa
underlig dybt inde i Hovedet paa ham og Næsen ragede hvid og stor
frem mellem de lange, graahvide Skægstubbe. Engang imellem tog
Dorthe sig over at barbere ham; men det hjalp ikke paa
Udseendet, ti da maatte han gærne gaa en Dag eller to med Avisstumper
over Flængerne. Baade Dorthe og Kniven var jo gamle.
Det var Aar siden, at Ole havde kunnet fortjene en Øre.
Derfor saa man altid Dorthe liste afsted paa Vejene med en
Lerpotte i Haanden. Den var tom, eller da forholdsvis tom, naar hun
gik hjemmefra, ti vasket blev den aldrig: Det skal jo i samme
Mave altsammen! sagde hun. Og gode Mennesker, der havde lidt
tilovers, fyldte Potten, naar hun gik hjem. Paa den Maade holdt
hun Liv i Ole.
Men nu var hun paa den sidste Tid ogsaa blevet syg. Og der
taltes stærkt om, at de begge skulde paa Fattiggaarden.
Og saa var det, at Manden havde hængt sig.
Udenfor paa Korsvejen stod en Mængde Børn, Drenge og
Piger.-De hviskede indbyrdes og skottede allesammen hen til en lille Dør
i den vestre Ende af Huset. Den førte ind til „Skynen", hvor
Svinestien i Parrets Velmagtsdage havde været. Dér inde havde
Ole klynget sig op paa et stort Spiger under Loftet.
Da Didrik Træskomand saa mig komme, bankede han paa sit
Vindu og gav mig ved mystiske Tegn tilkende, at han ønskede at
tale med mig.
Straks efter viste han sig udenfor i blaat Hvergarns
Smække-forklæde og stiv Filthat med mange Buler. Og paa Bunden af
hver Bule var der et Hul.
— Schrechlik Jeschichte, Hr. Wiit, sagde han, for han var
indvandret fra Tyskland — har nu ikke den Ole Rørbæk gaaet
maj hen der, ok taget sit Lif a sig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
