Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Hagensen: Den sentimentale periode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•447
•da ogsaa nærmest betragtende, raillerende, og kom snart i strid med
Danskerne som repræsentanter for den gamle, europæiske kultur —
en strid, der kulminerede i Wessels „kærliglied uden strømper". Dette
første norske parti var literært; endskønt det endnu ikke for alvor
havde optaget en æsthetikers gærning, havde det dog iført sig en
æsthetikers klædedragt og levede en æsthetikers liv.
Rahbek og Nordmændene er, som man ser, et eksempel paa de
to modsætninger, der finder hinanden. De finder hinanden i kraft af
den lov, der lader oldingen og barnet føie sig vel tilpas i hinandens
selskab. Begge parter vare ensomme husvilde; den ene var sat
udenfor af sin samtid, den anden havde aldrig været inde. Begge
søgte de klublivet, Nordmændene, fordi de vare livskraftige folk, der
paa denne primitive maade søgte at komme op over livets prosa,
Rahbek, fordi han var aandeligt udlevet og trængte til at stimuleres
og til at glemme, at han som forfatter var bleven levende begravet.
Disse m ænd vare for store og fine aander til at kunne blive
almindelige drukkenboldte, men at deres selskabelige liv fik et saa
ualmindeligt stærkt ’særpræg, som tilfældet blev, skyldtes for en stor
del Rahbek, der med sin tørre, absolut ikke sentimentale pessimisme
gjorde sekelskiftets drikkelag til pedantiske bakkanaler.
Dertil kommer endnu, at han havde mere tillid til dem end til
de yngre Danske som fremtidens digtere. I et af det norske Selskab
præmienet digt „lavrbærlunden", som priser de hedengangne norske
digtere (hvis navne nu — med undtagelse af „søvnens sanger",
Wessels — ere gaaede i forglemmelse) opildner han de efterlevende —
Norges digterlund end skjolde ejer — og slutter saaledes:
Iiler, iiler at opnaa den hæder,
som for mig er uopnaaelig!
Denne tilsyneladende forstaaelse maa vist nærmest tilskrives det,
at der endnu ikke var noget at forstaa. I aarhundredets første
snes-aar, der var saa begivenhedsfulde for Norge, dannede der sig ikke nogen
fast literatur. Det eneste faste holdepunkt, en literaturhistoriker liar
i denne periode, er dette, at da Germanerne drejede ind i
romantiken, drejede Nordmændene af hjem til deres eget land, og de kom
med tomme lommer til et tomt hus. Ganske vist sendte den
romantiske skole ogsaa nogle dønninger op mod Norge, men de
foraarsa-gede ingen videre bevægelse. Thi jeg tror ikke, den danske romantik
var andet end den tilfældige aarsag til striden Welhaven—Wergeland,
den store gæring, af hvilken Norge skulde gaa ud med klare begreber
og bevidst maal — et maal, som den nye, intense nationalfølelse
gjorde stærkt nationalt. Da denne strid, som for os, der nu ser den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
