Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Over ævne. 2det stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•453
Dette — Elias Sangs tragedie, veien fra mirakelhunger til
dynamit — tror jeg har været den oprindelige kjerne i Bjørnsons
nye stykke.
Men dermed er ikke paa langt nær stykkets indhold udtømt;
ud af denne kjerne er der vokset en hel verden, — den verden,
hvori sligt kan foregaa, at godheden føres paa afveie og grusomt
handler mod sit eget princip.
„Over ævne" — maatte saaledes komme til at handle om det
sociale spørgsmaal i sin helhed, om forholdet mellem arbeidere og
arbeidsherrer. Heri gives ogsaa vigtige bidrag til forstaaelsen af
anarkismens mulighed. Ti isandhed livsens goder er fordelte paa
en maade, som ofte maa tykkes arbeideren „over evne".
Her er det billede, Bjørnson gir af det fra arbeidernes
synspunkt: „— — — — Jeg hørte helt op, siger Bratt, der jeg
stod, at min Formand paa denne Plads sluttede meel at sige, at
Herren lar sin Sol taalmodig lyse over onde som gode.
Jeg vil begynde meel at sige, at hernede lyser Solen aldrig.
Jeg har virkelig truffet dem, som ikke ved det, at vi hernede
bor paa Bunden af en Elv. Elven havde et Fald derude, før den
gik i Sjøen, og dette Fald aad sig længere og længere indover.
Saaledes blev Dybet til, som vi bor i. Saaledes opdagede de
ogsaa Rigdommen i Bjerget paa begge Sider af Elven. Vandet blev
da afledet, og de begynelte Minearbeidet. Det skabte saa
Storbyen deroppe. Men til Løn for alt det, som Arbeiderne drog frem
i Dagens Lys, blev de selv stødt ned ifra det, hidned. De tjente
saameget til de andre, at Byggegrundene deroppe blev for dyre til
Smaafolk. De maatte nøie sig meel denne hernede, den kunde cle
faa for intet. Men her er ingen Sol.
Efterhaanden blev det saa, at de, som kom til Skade deroppe
i Storbyen, eller som levede over (Ævne deroppe, de blev hivet
ned her (— menneskeaffaldet —) — i „Helvede", som de snart
kaldte det.
Her er mørkt og kolclt. Her arbeider faa meel Haab, ingen
meel Grlæde. Her liker ikke Barna sig, de tyr ud til Havet eller
op i Dagen. Sol vil de ha. Det varer bare en stakket Stund, saa
opgir de det; de lærer, at den, som er kastet hid ned, han
kravler sig sjælden op igjen. Nu staar vi her. Men de deroppe, som
eier den ledige Solsletten, har netop svaret os, at den faar vi ikke."
— — Og længere ude i den samme tale heder elet: „––
Lad dem illuminere! — De, som har tat Solen fra dere!
I ved vel, at alt det, der fører Smitte trives bedst der Solen
aldrig kommer? Solen dræber Mikroberne, Legemets og Sjælens;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
