Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Over ævne. 2det stykke - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•457
den dragende magt over hende, hverken miraklets eller theoriernes,
det fyldte hende meel rædsel, og hun flygtede for det. Hun har
forstaaelsen af det givne og tror paa udviklingen: „Menneskene er
stærke; de holder seigt igjen; holder paa hvad de har vundet.
Men det er ogsaa Vilkaaret for, at Livet skal gaa i sin Bane, som
Jorden i sin."
Hun tar fat der, hvor der er en kurv at løfte, udfører meel
trofasthed sit barmhjertighedsarbeide og lindrer, hvor hun kan; og
fordi hun er i harmoni med virkeligheden og livets bane, saa er
ogsaa fremtiden hendes. Fremtidens genier omsvæver kun hende;
det lykkes ikke Holger at tage dem fra hende; da hun, knuget til
jorden af sorg over Elias’s daad og død, er fortvilelsen nær, kommer
de atter til hende, for aldrig mere at forlade hende.
Og saa ender da Bjørnsons nye storverk meel et tillidsfuldt
blik ind i fremtiden, — den fremtid, som kanske ikke er saa fjern;
ti „naar Mismodet og Tvilen var størst, da kom Fornyelsen, da flk
vi Kraft til den, netop da;" clen fremtid, da „Folkefortvilelsen" skal
overvindes; den maa begynde meel tilgivelse, fortsætte med at drive
fattigdommen ud af verden og ende med at gjøre folk friske og
glade. „Der er intet høiere paa Jorden!"
Først og fremst: „Der maa nogen begynde meel at tilgive."
Med^disse ord forlader Credo og Spera scenen. Musiken følger
dem i det fjerne som en hilsen fra, det kommende. Den har ikke
forladt dem et øieblik.
Og tæppet falder for sidste akt af „Over ævne", 2det stykke.
Gerhard Gran.
. Vrangsider.
„En vittigheds godhed afhænger af det alvor, der ligger under
„eller , staar bag. Kan ingen forbindelse raed alvoret paavises, er
vittigheden værdiløs." Dette ord, som en af mine ungdomsvenner, selv
en vittighedsmager af første rang, jevnlig bar paa tungen, har
øiensynlig anvendelse paa alt, hvad der er at henføre under „det morsomme",
ikke blot paa et tilspidset munterhedens slagord.
Min ungdomsvens ord randt mig særlig i hu, da jeg i Samtidens
oktoberhefte læste J. Worm Müllers livfulde fortælling: „I skulle
aldeles intet sværge". Paa forhaand skulde det synes vanskeligt at lægge
et saa høitideligt emne som vidneeden ind som kjerne i en fremstilling,
der — bortseet fra slutningen — ialfald i sin form tilhører den
humoristiske literatur. Der vil maaske endog findes dem, i hvis øine
forfatteren har drevet gjøn med det hellige. En saadan opfatning kan
dog alene hvile paa snæversyn. Den vilde endog kunne føre til
moralsk underkjendelse af en saa glimrende literær frembringelse som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
