Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•458
udødelige retsforhandling i Pickwick-klubben. Men intet er visserer
end at Charles Dickens gjennem disse sine mesterlige pennestrøg har
bidraget mægtigere til at udrense slagger fra det engelske retsvæsen
og navnlig den engelske vidneførsel, end nogen lovgiver eller
lovanven-der har formaaet.
Man lade sig kon ikke føre vild af den lette, løsslupne tone,
hvori hr. Worm Müller lader enkelte af sine personer omtale eden!
Det er meget langtfra, at han forsaavidt giver eller kræver tilslutning.
Er man en smule lydhør, vil man let fornemme hans ords
vemodige underklang.
Det være en gammel jurist tilladt at forsøge paa at bistaa hr.
Worm Müller i den fortjenstfulde idræt, at revse letsindig opfatning af
og omgang med eden. Den gamle jurist er forsaavidt henvist til en
ganske anden ramme og form, men regner alligevel — henseet til
formaalet — paa læsernes overbærenhed.
Ogsaa i hr. Worm Miillers fortælling er det en gammel jurist, en
sagfører, som præsenterer sig, hvorvel det, han beretter, er et minde
fra hans første forretningsaar. Enhver, der er eller har været i
stillingen, eller staaet den nær, vil have en levende forstaaelse af den
unge sagførers paagangsiver og „jagtlyst". Den kan i sandhed blive
alt andet end ufarlig baade for ham selv og andre, hvis den faar lov
til uden stram tøile at tumle sig paa et saa ømfindtligt omraade som
vidneførsel. En misforstaaet nidkjærhed i gjerningen øver derhos sin
virkning ikke blot i øieblikket, men kan kaste sine skygger over en
hel livsførelse. Ungdommens iver dæmpes vistnok; men den kan have
skabt en retning, et hang, der under aarenes stemplende indflydelse
gaar over til vane. Og har først vanen faaet overtaget, sløves lettelig
paa det omraade, den behersker, sjælens finere fornemmelser.
Selvkri-tiken svinder, og man forgaar sig jevnlig baade mod fornuft, takt og
moral, uden at man dog kan tillægges noget egentligt ansvar, eftersom
man ingen anelse har om, at man er paa gale veie. ’
Den, der skriver disse linjer, har været længe nok i stillingen til
at maatte medgive, at han i dette punkt medtager et stykke
selvoplevelsens erfaring. Han skal forsaavidt villig tage plads blandt
fagbrødre, hvis skrøbeligheder han har delt. Men er der saavist sandhed
i det ord, at „den er en daare, der kun lærer af egen erfaring", maa
man ogsaa ansees berettiget til delvis at gaa forbi eller udenom egne
vildfarelser — ialfald saavidt, at man ikke lader sig afvise fra sin vei
— naar man lægger an paa at „bøte det, som rangt er". Man bør
ialfald ikke lade sig bringe til taushed af et: „Du har ikke været
bedre end vi," om man end for en del maa erkjende berettigelsen af
dette forekast.
Det er uforenligt med begrebet om sagførsel at kræve af en
sagfører alsidig belysning af sagen. Han har altid været anseet
berettiget til at tilbageholde ethvert initiativ, der forudseelig alene kan
være hans part til skade. Omvendt har det været anseet som hans
ufravigelige pligt at fremdrage alt, der kan have nogen mærkbar
indflydelse til gunst for hans part, samt at søge fjernet, hvad der kan
virke i modsat retning — alt selvfølgelig under dyb respekt for
sandheden. Under vidneførsel tilspidser dette sig i særegen grad. Enhver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
