Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•561
søge sandheden. Tager et vidnesbyrd vending til den anklagedes
fordel, er der intet sidehensyn tilstede, som skulde bibringe
paatalemyn-clighedens repræsentant nogen dragning til at søge vidnesbyrdet
givet en anden retning. Uden at man behøver at give rum for
nogensomhelst fordom mod den anklagede, er derhos at mærke, at der til
reisning af straffesag altid kræves et fond af forkaaudsoplysninger, der
stiller den i et lys, ganske forskjelligt fra en civil retstrætte, hvis
parter gaar i striden under gjennemsnitligt lige krav paa eller udsigt til
at se sine paastande bekræftede og godkjendte.
Ikke desto mindre ser man som sagt i stor udstrækning
forsvarernes nidkjærhed tage en skikkelse, der fuldt ud gjenkalder mindet
om deres holdning i civilretten. At dette fører til meget bry uden
tilsvarende nytte, er den mindste ulempe. Værre er det, naar derved
forsinkelse eller bekostning ganske i utrængsmaal foranlediges. Men
allerværst stiller sagen sig overfor vidner, særlig hvis ikke forsvareren
kan frigjøre sig fra den desværre temmelig almindelige uvane, at stille
spørgsmaal, som i sin form er fangende, idet han dertil forledes af
for-haandsopfatninger, som lian, uden at være sig det bevidst, har arvet fra
civilprocessen. Er vidnerne forstandige og vel udviklede, og har de
nogenlunde evne til at gjengive sine iagttagelser i et korrekt sprog,
vil ingen fare være forhaanden. Men brister nogen af disse
forudsætninger, og det er ofte nok tilfældet, vil denne maner let kunne føre
til noget, som er alt andet end til det gode saavel for sagen som for
vidnet. Eorresten faar de forsvarere, der er særlig tilbøielige til det
slags examination, ret hyppigt den tilrettevisning, som ligger i, at det
æskede svar, saalangt fra at tjene anklagede til gavn, tvertimod
styrker eller fuldstændiggjør beviset mod ham.
Under alle omstændigheder vil det indsees, at retsadministrators
stilling mangen gang bliver høist vanskelig eller ligefrem pinlig overfor
en forsvarer, der har ondt for at frigjøre sig fra den her paaklagede
maner. Og dette føles saa meget mere, som man her har med et
udvalg af sagførere at gjøre, der ikke er at stille paa linje med standens
gros.
Selv om hr. Worm Müllers kritik over sagførerstandens stilling til
vidneførsel er fremtraadt i en legende form, har dog dens alvorlige
sigte kanske været tydeligt nok til, at en særskilt alvorlig kommentar
var overflødig. Naar imidlertid en saadan her er given, er det skeet
til skarpere betysning af den overordentlig vigtige, vanskelige og
udpræget ømfindtlige opgave, rettens mænd har overfor vidner. End
klarere vil dette stille sig, naar vi nu trækker vidnerne selv frem i
forgrunden.
I den store almindelighed vil ethvert vidne som personlighed med
sine særegne eiendommeligheder være retspersonalet ubekjendt. Men
i regelen behøves ikke ret mange svar, før den erfarne jurist har det
nogenlunde paa det rene, paa hvilken maade vidnet rettest maa
behandles, for at dets forklaring skal blive fuldt ud sandfærdig og
fyl-destgjørende. I mangel af personligt kjendskab vil man jo nødes til
at holde sig til visse generalisationer, der er erfaringens frugt.
Den første skillelinje, som her melder sig, er mellem vidner med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
