Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•460
for, hvad der er moralsk tilladeligt. Anderledes formaar ikke jeg i
øieblikket at formulere forskjellen; men at den er der, føler enhver
jurist med nogen erfaring.
Den brave og forstandige civilsagfører ledes saaledes af
forholdenes egen magt til en optræden under vidneførsel, der ifølge hans egen
overbevisning er den mest moralsk retlinjede af verden, idet den
stadig hviler paa forestillingen om, at hvad han har at gjøre, og hvad
han virkelig gjør, alene er at retlede vidnet til hel og usminket
sandhed. Faren ligger imidlertid deri, at han selv paa grund af sin
udpræget ensidige stilling, hvis naturlighed vi har medgivet, paa
forhaand har dannet sig et billede af sandheden, hvorefter han
uvilkaarlig former vidnets iagttagelse. Falder saa ikke provet
overensstemmende hermed, forestiller han sig i den bedste tro af verden, at
vidnet er paa afveie, og søger med vold og magt at faa tilpint provet
efter sin egen forudfattede mening. Men det er altfor ofte tilfældet,
at denne sidste er en blot og bar fantasi — en vare, som juristen
føyrer ligesaavel som digteren, hvorvel der jo i regelen tales om en ganske
anden art lager. Under anerkjendelse af sagførerens ærlige
stræben og hans selvbevidsthed om, at han kun ad hæderlige veie lægger
an paa at tilveiebringe et for sin part gunstigt grundlag for afgjørelsen,
kan det saaledes ikke undgaaes, at hans optræden mangen gang netop
vil være egnet til at forskyde dette grundlag og bringe vidnet i en
vanskelig om ikke farlig stilling. Istedetfor at retlede vidnet til
sandheden, vil han ikke sjelden ganske uforvarende komme til at bøie eller
tirre vidnet bort fra sandheden eller ialfald faa gjengivet vidnets
iagttagelser i former, der giver anledning til tvetydige eller vredne
fortolkninger.
I den rene civilproces har man dog her endnu en nyttig bremse,
idet sagføreren ikke spørger direkte, men gjennem rettergangens
bestyrer. Føleligst fremtræder ulempen i de privatsager, der er henlagte
under straffeprocessens former, og hvor altsaa sagføreren selv spørger.
For tiden udgjør dog disse sager kun et forsvindende mindretal.
I den rene straffeproces er der anvist forsvareren en rolle, som i
den store almindelighed — efter hvad vi allerede har antydet — er
mindre egnet til at fremkalde eller udvikle et altfor ensidigt syn paa
sagen.
Ogsaa her er det vistnok forsvarerens pligt at søge fjernet enhver
misforstaaelse, der kan skade den tiltalte, og ikke at lade noget, der
kan tjene til hans fordel, ligge i det dunkle. Men i slige sager har
forsvareren i regelen ingen personlig indsats. Imidlertid er vore
forsvarere udsøgte netop blandt de dygtigste og mest anseede
civilsagførere, blandt dem, der allerede har vundet et vist ord, om ikke just
altid et navn. Dette er vistnok i mange maader en fordel, men det
har ført til, at mange af dem bringer drivfjærene og vanerne fra
civilprocessen med sig til kriminalrettens skranker. Og ikke mindst
føleligt er dette under vidneførsel, hvor forsvareren inden denne rettergang
har den tilgift, at han spørger selv.
Tages forholdet i det store, kan en saadan holdning fra
forsvarerens side neppe betegnes anderledes, end som en stor misforstaaelse.
Paatalemyndigheden har jo ingen anden opgave eller interesse, end at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
