Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•470
til taushed, og pigerne beholdt sin arv. Men jeg har grund til at
tro, at dette blev mig aldrig helt tilgivet af den Guds mand.
I sagførertiden modtog jeg en hel del breve fra folk, der ialfald
udvortes „for med" pietisme, og hvori paa den besynderligste maade
begjærligheden efter verdslige goder ståk frem gjennem en islet af
pietistisk jargon. Ikke sjelden indlededes brevene med hentydninger
til mit eget aandelige vel, som f. ex. : „Du er endnu ikke en af vore ;
„men vi beder for dig i vort lønkammer". Saa kunde der komme
vendinger som: „Men siden du nu hjælper folk med at stelle deres
„ringe anliggender i denne jammerdal, faar du ogsaa give mig en
haands-„rækning i det verdslige o. s. v.", og saa kom da i regelen en
anmodning om de strængeste og ubarmhjertigste forholdsregler overfor
modparten. Et brev sluttede saa:
„Og nu skal du min ven og broder i Kristo lægge beslag paa
„alt hans gods og stevne ham til næste ret".
„Broderen i Kristo" fandt dog ikke føie til at befølge anvisningen.
Det kan nu endda paa en maade forklares, af de almene
retsbegreber forrykkes eller glider ud i karrikatur paa det rent
privatretlige omraade, hvor egeninteressens magt til at forblinde ikke altid vil
kunne tøiles af nogen synderlig fintfølende samvittighed. Men ligefrem
selsomt er det, at gjøre tilsvarende iagttagelser paa strafferettens
omraade. Imidlertid er det en kjendsgjerning, at samvittigheden
undertiden er meget „frisindet" endog ligeoverfor den meget grove
forbrydelse.
Aandelige sygelighedstilstande, eier aldeles udsletter
skyldbevidstheden overfor enkelte former af lovbrud, er jo vel bekjendte.
Herunder er at henføre foreteelser som kleptomani, pyromani, smuglerdrift
o. s. v. (Smuglerdriften burde forøvrigt kanske ikke nævnes i denne
forbindelse, da smugleri mere fremtræder som et vilkaarlig tilkunstlet
lovbrud, end som et moralsk anstød). Men selv udenfor denne ramme
finder man hos enkelte mennesker den besynderligste
skyldfrihedsbevidst-hed endog overfor de groveste krænkelser af lov og moral, og man ser
den da i regelen fæstet til en eller anden rent bimæssig ydre
omstændighed, der hos et almindeligt ansvarsfølende menneske lidet eller intet
veier.
j „ Saaledes beretter den berømte steyerske jurist, dr. Gross, i sit
fortrinlige værk til veiledning for undersøgelsesdommere et høist
mærkeligt træk. En værtshusholder blev dømt for delagtighed i mord paa
en reisende, han havde herbergeret. Det var bevist, at han havde
staaet i ledtog med gjerningsmændene, og at han for at skaffe dem
adgang til den reisendes kammer havde aabnet en ellers tillaaset laage
den nat, da mordet fandt sted. Han havde endog maattet erkjende
alt dette. Men domfældelsen! Nei, den kunde han ikke begribe!
„Jeg har dog|ikke begaaet mordet. Jeg har ikke brugt noget, vaaben
„paa den døde. Jeg var jo ikke engang tilstede. Hvorledes kan man
„da dømme mig?" Dette var det stadige omkvæd, og dr. Gross
paastaar, at ethvert forsøg paa at overtyde manden om, at han dog havde
forbrudt sig, og det groveligt, var komplet forgjæves. Og det
mærkeligste var, at han endog formaaede at danne en kreds om sig, der
ligesaa haardnakket som han selv hævdede hans uskyld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
