Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lagmand Dahl: Vrangsider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•471
Selv har jeg oplevet et tilfælde, der sammen med nogle andre af
mindre fremtrædende betydning har lært mig, hvilken vægt der i
forbryderens egne øine ligger paa rene biomstændigheder, og hvor let
disse fører til at forkvakle hele hans retsbegreb. Intet er saaledes
vissere, end at en ganske ubetydelig formfeil i rettergangen, om den
end bevislig har været uden al reel indflydelse, er egnet til at bibringe
en domfældt forbryder forestillingen om, at han er uretfærdig dømt.
I end stærkere grad gjælder dette, saafremt forbryderen har nogen
grund til at tro, at der er underlagt afgjøreisen af skyldspørgsmaalet
en eller anden opfatning af det faktiske forhold, der ikke fuldt ud
stemmer med virkeligheden, selv om det for det moralske ansvars
vedkommende er ganske ligegyldigt, enten den underskudte antagelse slaar
til eller ikke. Siver det f. ex. ud, at en jury har gaaet ud fra, at
en legemsfornærmelse er tilføiet med en stok, istedetfor at det brugte
vaaben egentlig var et svøbeskaft, skriges der strax op om
uretfærdighed. Det ganske uvæsentlige bipunkt omdannes med et til hovedpunkt i
sagen, og forbryderen løfter sit hoved som martyr for en retsvildfarelse.
I det tilfælde, hvortil ovenfor særlig er sigtet, var det paa det
rene, at en meget grov forbrydelse var begaaet, og alt pegte i retning
af, at der var to om gjerningen. Der faldt ogsaa skyldverdikt mod
to anklagede, uden at det dog var bragt til fuld klarhed, hvorledes
hver af dem havde forholdt sig med hensyn til den række handlinger,
hvoraf forbrydelsen fremgik som det endelige udslag. Juryen fandt
imidlertid dette af ganske underordnet betydning, al den stund den af
det samlede bevisstof nødtes til at tage den overbevisning, at de
anklagede havde handlet i ledtog med hinanden. Imidlertid var jo ogsaa
hver af de tiltaltes ydre andel i gjerningen gjort til gjenstand for
nogen forhandling, og det kom paa en eller anden maade ud, hvilken
mening der forsaavidt havde vundet mest tilslutning. Ulykken vilde
imidlertid, at denne mening i et rent bipunkt nok ikke var holdbar.
Juryen havde nok grebet feil med hensyn til et par biomstændigheder
vedrørende tidsfølgen, og her blev opstandelse! Skjønt saavel det
moralske ansvar som ansvaret efter loven maatte siges at være komplet
det samme, enten det forholdt sig saa eller saa med denne tidsfølge,
fremkaldte kundskaben om, at juryen vistnok havde feilet i dette punkt,
hos den ene tiltalte øieblikkelig forestillingen om, at han var uskyldig
dømt, og den bed sig saa haardnakket fast, at det var tydeligt, at
manden selv oprigtig troede paa sin uskyldighed. Saa stor magt har
indbildningen i slige forhold, at man uden videre danner sig
skyldfri-hedsbevidsthed af en saa yderst uvæsentlig omstændighed, som at
dommerne muligens har forfeilet rækkefølgen mellem et par af trinene i
den forbryderske virksomhed.
Som ved dr. Gross’s tilfælde havde jeg ogsaa her anledning til at
erfare, hvilken smitteevne tilegnelsen af en vrang retsopfatning kan
have ligeoverfor en del af vedkommendes omgivelser. Dette bidrog
ikke mindst til, at der blev en hel staahei af historien.
At mangen anklaget saavelsom de, der staar ham nær, ganske
savner forstaaelse af det induktive bevis, er ikke mere, end man kan
vente. Det er næsten hverdagsligt at høre paastande om, at dommen
falder over uskyldige, naar ikke paatalemyndigheden ser sig istand til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
