Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Meukes: En hollandsk digter. Louis Couperus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•476
tinder et endeløst barbari paa den ene side og en stadig
blødagtig-gjørelse paa den anden er bleven syg og uden midtpunkt.
Fin forstaaelse af den kvindelige sjæl er ogsaa Couperus’s sterke
side. I kans roman „Ekstase" bar denne kunst naaet det fuldendte.
Med sarte toner skildrer ban den sildige kjærlighed bos en kvinde,,
hvis sjæl længe havde slumret under konventionelle magter, og som
drømmer om en vaar nu, da høsten forestaar. Det er ikke Balzac’s
femme de trente ans med bendes vage heroisme og ammestuelugt.
Nei Couperus’s kvinde er fuld af den egte erotik, som Turgenjew
forstod sig saa vidunderlig godt paa; kun har sit eget liv, sit eget rige,
individualitetens duft. Med vidunderlig finhed skildrer han den
grublandede opvaagnen af en tragisk kjærlighed, alle de sildige følelsers
nuancer, hvorledes de vil leve med døden i sit hjerte og endelig dør
efter en sidste rig blomstring. Det er en sælsom bog, som det er
vanskelig at give en forestilling om. Den lar sig ikke gribe med
hænder: Alt er som dansende lys, herlig, men forsvindende; man
kan ikke fortælle den igjen, den har ingen ydre fabel, udenfor
følelsens store, inderlige handling, hvorledes den hemmelighedsfuldt
forvandler sig fra time til time, lig et nedbrændt lys, som snart
flammer og truer med at slukke, slukker og saa atter flammer op, til det
ganske svinder bort i natten — — —
I sin roman „Skjæbne" har Couperus givet et fortrinligt bidrag
til venskabets psykologi. Bogen fortæller om to venner, som er
hinanden inderlig hengivne og supplerer hinanden, og som dog maa
fordærve hinanden, uden at de selv kan for det. Disse to menneskers
sjæle danner ingen yderligheder, deres venskab har ikke fra før af
nogen bestanddel af had, — men en stor frygtelig skjæbne kommer
over dem i skikkelse af en kvinde, som den ene elsker, og venskabet
løses skridt for skridt, fordi kjærligheden har vakt egoismen.
Tragedien udvikler sig og umerkelig sniger fordærvelsen sig over dem.
Couperus gaar i sine konsekvenser endnu videre end Maupassant i
„Pierre et Jean"; i franskmandens bog er det skinsyge, som skiller
to brødre, hos hollænderen er det en gaade, noget ubestemmeligt, en
sfinx. „Skjæbne" kalder han sin digtning, og den har noget af
dette begrebs jerntunge vegt.
Couperus’s fuldendte kunst beror paa, at han samtidig har
tilegnet sig naturalismens iagttagelse og klassikernes form og høie
standpunkt, medens han af de moderne har lært at forstaa livet og
nervernes tragedie. Og med sjelden sporsans finder han sin vei; om
det er en konges, et barns eller en tiggers sjæl, han beføler, saa finder
han altid det hemmelige punkt, hvor lidelsen sidder, det saar, som
de fik i fødselen, og som voldte deres død. Man læser disse bøger,
som man hører paa traurige eventyr i skumringen, mens stille vinde
klager udenfor. Det er livet, som toner^for vort øre, — men saa
fjernt, stille og borte. Vi fælder maaske en taare for det, men vi
lærer at forstaa det, og vi bliver stille og resigneret fyldt af den
høiere erkjendelse og godhed, som er det største hos mennesket.
Herman Meukes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
