Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Meukes: En hollandsk digter. Louis Couperus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•475
tionære begjær i sig, som en dekadent knnst med et eufemistisk
udtryk kalder romantik.
Klassikerne levede i skjønhed, byronisterne i Weltschmerz,
naturalismen i samtiden, frihedsdigterne i fremtidsdrømme, — men de
moderne lever i længselen og dør af den; — de er udeblevet ved alle
verdenshistoriens orgier, og de er mismodige. De bygger sin
tarvelige lykke bare af stemninger og minder, som forgangenheden har
levnet dem — men deres tragiske skjæbne er, at de ikke kan
resignere, og at de er fyldte af en febrilsk trang til fra en eller anden kant
at gribe livet, som udkjæmper sine frygtelige kampe omkring dem.
Derfor har de saa megen ironi, den ulykkeliges sørgelige talent, — og
saa lidet humor.
Fortrinligst har Couperus skildret det moderne, tvesjælede menneske
i sin roman „Majestæt"; jeg havde under læsningen følelsen af, at et
bestemt forbillede havde foresvævet ham. Det er den moderne
herskers tragedie, en tragedie paa kongetronen; hovedpersonen en ung
kongesøn, ætling af et despotdynasti, en blanding af moderne tid og
middelalder, dekadencen meel en krone i udsigt, „Hamlet" omsat i vor
tid. Der er høstens duft over denne bog, — dødsstemning. Man
tænke sig: en draabe socialisme og en draabe majestæt i den samme
sjæl, atavisme og nytid i et sygt legeme, fødselens pligter og
fornuftens pligter, som staar fiendtlig ligeoverfor hinanden, kan der tænkes
et mere tragisk problem? Couperus behandler det med en anatoms
kjølige ro; han gaar ikke afveien for det patologiske; men hans
fremstilling er samtidig fuld af majestætisk poesi, og med straalende farver
maler han den keiserlige pragt, som han elsker med en aristokratisk
kunstners sygelige kjærlighed. Hans digtning er en forherligelse af
det gamle og en indrømmelse til den nye tid, kim en indrømmelse,,
intet mere. Den slutter med en apoteose: „Han kastede hulkende
sit hoved i den unge keiserindes arme, som med den pludselige
bevidsthed om at maatte trøste, var bleven rolig og nu stille saa ned
paa ham, tagende sit keiseraag paa sine skuldre, som om det kun var
en trykkende, tung kappe af purpur og hermelin og intet mere. Hun
tog det saa modig, fordi der i hendes som i hans aarer flød denne
ene draabe gyldent blod, som er fælles for dem og alle deres,
lige, og som skulde være deres kraft paa jorden og deres ret for
Gud ––«
Er denne symbolisternes kunst den sidste sildige opflammen af
romantiken, før det aarhundrede gaar til hvile, som begyndte med den
og nu slutter med den? Vil den nye tid og den nivellerende
socialisme skride videre frem over den? Det synes næsten saa, — men
hvordan det nu er, saa er den et skrig fra individualiteten, som ser
sig truet. Derfor dette dybe had til majoriteterne i denne digtning.
Man kan gjerne kalde disse kunstnere reaktionære — reaktionære har
jo alle herrenaturer bestandig været, — men kunsten har de givet ny
duft og glans, og de har fundet et nyt udtryk for det, som længe
havde været ufortolket i den menneskelige sjæl; — udover
videnskaben har de forstaaet at sige noget nyt om menneskene, fordi
kunstnerne aldrig havde udgrundet sig selv saameget som nu. Og aldrig
har heller kvindens væsen været fremstillet saaledes, kvinden, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
