Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Den vilde hind - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
de dystre gardiner for vinduet, naar jeg tænker mig os to leve der,
da forekommer dette liv mig at være en slig drømmende
halvtilværelse, der egentlig altid i den senere tid har staaet for mig som
den ideale. —
Jeg ved ikke, hvad hun føler i dette øieblik. Om hun glæder
sig eller ikke. Formodentlig er der ikke stor bevægelse i hendes
sind; — maaske en liden nysgjerrighed kruser sig derinde, — som
en forbiflyvende vind paa et blikstille skogtjern. — I de kredse,
hvorfra hun kommer, er der overhovedet meget sjelden bevægelse
i sindet. — Deres opdragelse, der høvler alle følelsens udtryk og
udbrud væk, lammer ogsaa derved ialmindelighed selve følelsen.
— Ti den er som den vilde hind i skovene. —
Den vilde hind i skovene! Det klinger saa smukt. Det
minder mig om nogen.
— — Men hvad var det, jeg netop sad og skrev om? De
kredse, hvorfra hun kommer! Naa. Jeg har forresten megen
respekt for de kredse. Disse menneskers ro. — Hvis man er i
elskværdigt hjørne, kan man kalde denne ro sindsharmoni; i modsat
fald dorsk træghed og ligegyldighed. Endvidere beundrer jeg den
dygtighed, hvormed de forstaar at skjule sine skavanker for
hinanden. Endvidere deres komplette mangel paa utilfredshed med
sig selv. — Det er virkelig folk, som man kunde kalde lykkelige.
Og dog kan jeg ikke bare mig for en smule ironi ligeoverfor
dem. Jeg bestræber mig, saa godt jeg kan, for at afglatte mine
sindsrørelser til deres ro, hvilket ikke skulde synes at være saa
vanskeligt, naar hensyn tages til den dvale, hvori mit sind synker
dybere og dybere for aldrig mere at vaagne. Desuden har mine
interesser i længere tid været meget borgerlige. — Og hvorfor
ikke? Alle mennesker, hvis liv engang i verden har taget en
voldsom vending,- saa at det paa en eneste dag knak over — alle slige
mennesker faar til syvende og sidst borgerlige interesser. For hvilke
skulde de stakkars mennesker vel ellers have?
Men alligevel kommer der nogle ord stadig drivende for mit
øre. — „Den vilde hind i skovene." — Er det fra et digt? —
Jeg ved ikke. — Det er saa længe siden jeg læste denslags. Men
hvad det vækker for minder; — for minder —!
II.
Jeg har nemlig elsket en gang.
Kjærligheden er den store rastløshed. Og længe efter at den
er forbi, skjælver det gjennem sindet — ligesom de krampetræk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
