Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Den vilde hind - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
ninger, der kan fare gjennem et livløst legeme, længe efter at
hovedet er hugget af.
Det er denne skjælven, som ikke kan faa mig helt under i
det dvaledyb, hvori jeg føler, jeg stadig synker nedover. — Ofte
stiger der bobler op til den livets overflade, som nu er saa langt
borte, at jeg ikke kan skimte den mindste lysning længer.
Ja, jeg har elsket. Og skjønt jeg ofte — og vistnok med
rette — i svigermoders theselskaber har gjønet temmelig sterkt
med dette ord — naturligvis paa en korrekt og anstændig maade,
saa ved jeg ikke, hvordan det er fat. — Naar jeg sidder alene,
bliver jeg endogsaa selv høitidelig.
Hvor jeg kan lade dette minde fosse og straale og synge
hen-gjennem mit sind, der ellers er saa tørt og vissent. Ja, hvor jeg
elsker dette minde 1 (Nu — dette udtryk er kanske utilladelig
sterkt, ialfald, naar det benyttes af en mand, der skal være
brudgom imorgen; — men enfin! ingen skal jo læse dette alligevel).
Det hele er forresten kun en eneste vaar. Jeg husker en uhyre
høi himmel. Og der er ingen andre blomster til end nogle, der
ganske ligner hvide seriner. — Hvor vi gik, vi to, var der disse
hvide seriner. — Rundt om i bjergene var der grotter, men de hvide
seriner sank i store dusker ned foran indgangen, saa jeg maatte
trække dem tilside med besvær, ligesom det havde været en meget
tung portiere. — Inde i disse grotter vokste en ganske sjelden
vakker græsart, der var silkeblød som fin sobelpels. Naar vi sad
derinde om middagen, skinnede solen ind mellem serinforhænget;
men den kunde ikke komme ind til os med en eneste straale, og
derfor saa det ud som et dryssende snekav. Der fløi ogsaa
purpursommerfugle omkring mellem blomsterne og bier med gyldne
hoveder. — Idetheletaget var insekterne pragtfulde; jeg har aldrig
seet slige dyr hverken før eller siden. Men vi var jo ogsaa næsten
under æquator. — Om natten sad der ofte frygtelige ildfluer paa
nettet om vor seng. — Og en morgen laa der en skorpion spraglet
paa kroppen, men med en ildskende grøn saks i hendes
vaskevands-bolle. —
Fra denne tid er det ogsaa, min beundring for palmerne
skriver sig. Det er som al den rige jords jubel og sundhed og glæde
fortætter sig i en saadan tung og sterk og lav stamme, men saa
tilslut ikke kan holde sig længer, men brister ud i en straalende
kaskade af gyldne, gyngende blade. —
Ja, hvor palmerne er deilige; — og især de to store stolte,
der stod udenfor vore vinduer, og som hilste os hver morgen. Aa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
