- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Syvende aargang. 1896 /
17

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Krag: Den vilde hind - V - S. Obstfelder: Edvard Munch. — Et forsøg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

17

Jeg er lykkelig, og jeg er vis paa, at vort egteskab skal blive
mønstergyldigt. — Vistnok kommer kanske nu og da en sørgmodig
erindring om den vilde hind i skovene. Men hvorom alting er,
det hele interesserer mig ikke længer. Jeg selv interesserer mig
ikke længer.

Jeg er aldeles lykkelig.

Vilhelm Krag.

Edvard Munch.

Et forsøg.

Det var da jeg første gang saa et par billeder af Munch, at
jeg begyndte at skjønne malerkunstens ret til at være til. Jeg var
kommet fra en smaaby, havde aldrig set ordentlige oljemalerier.
Det var vist paa den første høstudstilling, jeg saa slige for første
gang. Der var landskaber, grøn mark, gammeldags
Düsseldorfer-grøn, og nymodens Pariser-grøn, der var trær og graa stene, sjø
og blaa bølger.

Jeg kunde skjønne, at det ligned. Jeg kunde bare ikke skjønne,
hvad det alt var der for. Jeg syntes tilmed, det jeg selv havde
set var penere.

Og det, jeg selv havde set, fandt jeg noget af hos Munch.
Farven, som dirred og leved, forvandled sig hvert sekund, stenene,
som mit øie gav de underligste former, pigen ved stranden, hvis
kjole ikke var en kjole, men en symfoni i hvidt og hvis haar var
flagrende guldbaand.

Munch er poet i farven. Han har lært sig at se, hvad farver
kan bruges til i kunst. Siden har jeg lært at forstaa de andre, hos
hvem midlerne er flere og med mere refleksion sammentvundne.

Jeg tror, han er enestaaende til at kunne sige et digt i blotte
farver uden hjælp af alt andet, meel de enkleste grænselinjer. I
billedet „Paa ligstraa" er der blot to farver mod hinanden,
dødssengens blaalige, vaarens lysegrønne. Men det kan dog gribe som
en af hine enkle folkeviser, der melder om død, men har et stev
om vaar.

Han er fremforalt lyrikeren i farver. Han føler farver, og
han føler i farver. Han ser dem ikke bare. Han ser sorg og

„Samtiden." 2

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:35:14 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1896/0025.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free