Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: George Egerton: Keynotes — Discords
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
dunkle kroge af kvindens væsen, som hidtil har ligget i mørke, —
med de stumme længsler og krav, den fordulgte vrængende kritik
af manden, den hemmelige oprørske protest, der kan være gjemt.
Overraskende indblik i en kvindesjæl, — det er bestandig den
samme individualitet, der banker under de forskjellige lette
forklædninger, — der har mod til at blotte sig, lige til nøgenhed. *En
sjæl, der er træt og skuffet, og dog altid hungrig efter nye
illusioner, med en skjælvende, nervøs sensibilitet og denne ægte
kvindelige lynsnare aarvaagenhed i opfatningen, — et forfinet,
mangfoldigt sammensat kulturvæsen fra vor egen seneste tid — og under
dette ydre skal den evige, enkle kvindelige naturgrund, med sine
uforanderlige lidenskaber og instinkter! Manden, som han viser
sig i hendes bøger, er oftest en plump, stundom brutal skabning,
naivt selvtilfreds, stor og sterk og klodset, uden mulighed i sin
grovere natur, til at ane de hurtigt skiftende stemningens
vibrationer hos det lille, fint organiserte væsen der ved hans side. Hun
læser i hans sjæl som i en aaben bog, og gjør sig hemmelig lystig
over ham, men kan ikke være ham foruden. Hun smyger sig
katteagtigt om ham, tukker sig ind til ham i sin grænseløse
hengiven-hedstrang. Uden ham er livet intet liv, bare en stor øde tomhed.
Men jeg gir ordet til hende selv; det er den mest direkte
maade at gi læserne et klart billede. Jeg tar iflæng, hist og her,
udtalelser, der har slaat mig som karakteristiske, idet jeg
indskrænker mig til de mer almindelig holdte, med forbigaaelse af de
intimt personlige.
. . . „Og*) hun ler sagte med sig selv, foreli mandens tykhodethed, hans
ridderlige konservative hengivenhed for det kvindelige ideal, han har skabt,
gjør liam blind, — og kanske det er heldigt, — for problemerne ved hendes
sammensatte natur. Ja, mumler hun eftertænksomt, de viseste af dem kan bare
sige, vi er gaader. Enhver af dem tar fat paa at løse det „ewig weibliche"s
gaade — og vel er det, at vort hjertes rørelser er lukkede for dem, at vi er
snedige nok — eller store nok til at synes at være det, som de vil ha os til,
hellere end hvad vi er . . .
De har alle overset den evige vildhed, det utæmmede primitive vilde
temperament, der lurer i den mildeste, bedste kvinde. Dybt ind, gjennem tidsaldre
af vedtægt, brænder dette oprindelige træk, en utæmmelig faktor som kan
skjules, men aldrig udryddes af kulturen, — grundtonen i kvindens trolddom
og kvindens styrke. Men det er der, sikkert nok, og enhver kvinde er sig
det bevidst i den rolige selvprøvelses sanddru "timer, — og enhver kvinde i
Guds vide verden vil negte det, og hjælpe hinanden til at dølge det, — ti
den kvinde, som siger sandheden og ikke er en løgner om disse ting,
er usand mod sit kjøn og frastødende for manden; for han har lavet et
*) „Keynotes": A cross line.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
