Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: George Egerton: Keynotes — Discords
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
at bli færdig med alt det der og begynde et andet liv, — og det
forlener hende med en helt ny værdighed; de to synes pludselig at
ha skiftet plads.
Saa skilles de — han forsvinder igjen, som han er kommen.
Hvem er han? En vagabond, uden blivende sted, en „digter"
det er alt vi faar vide. En luftig, uvirkelig fremtoning, væsentlig
en skabning af hendes egen fantasi, er læserens stille mistanke.
Men hvem han end er, har han gjort sin gjerning. Tvunget hende
til selvprøvelse, hjulpet hende til at finde sit eget Jeg, — det én
ofte sidst finder. Hun kunde sige: „Fra nu af tilhører jeg mig selv,
legem og sjæl: jeg vil leve som jeg selv behager, søge glæde som jeg behager,
stikke ud mit livs vei som jeg vil." . . „Det er dere mænd, som er drømmere.
Naar først en kvinde kysses op af sin uvidenheds søvn, af kjærlighed eller
lidelse — de er i almindelighed synonyme — faar hun et tag i virkeligheden,
griber det konkrete i livet."
Hendes liv fra nu af er et i frugtbart udadvendt arbeide,
Hun gjør sit gods til et hjem for forstødte og forladte kvinder —
„tar op alle kvinders sag, uden hensyn til rygte eller formaning til
anger."
Hendes kur er legemligt arbeide, i glæde og afveksling, —
„Ensformighed er den største trumf i djævelens haand, naar hans
maal er at forføre en kvinde." — Hun er selv biet en anden kvinde^
sundere, mer storvokset, aandelig og legemligt. „Hun har fundet
friske interesser, nye pligter, en ærgjerrighed . . . Ingen kjærlighed
vil nogensinde tilfredsstille hende helt; den vil aldrig bli mer end
én tone, skjønt en stor, i det heles harmoni."
I disse aar har hun aldrig glemt ham, der vakte hendes
slumrende væsen, og som hun aldrig er ophørt at elske. Og saa
tilsidst, — som det pleier gaa i eventyrene — finder hun ham igjen,
paa en saare vidunderlig maade, — men intet forbauser os mer, —
en vinternat, forkommen, halvdød ude i vilde skogen, og hun tar
ham ind til sig, og omhyller ham med sin moderlige kvindeligheds
beskyttende varme, og gjengir ham til livet — og sig selv. Ti det
ender, som det sig hør og bør i eventyret, med, at han faar
prinsessen og sit kongerige. Under sin rekonvalescens, i den lange og
tvilsomme kamp med døden slaar ogsaa hans time. „Den hele
mand i ham er grebet af denne nye skabning, hans tilfældige ord
har vakt til liv: denne prægtige, frygtløse, sunde kvinde, med det
klare hode og den sikkre haand til at styre sin lille verden. Han
er stolt af hende — men — hvad har han at by hende! Umuligt at
tænke paa!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
