Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: George Egerton: Keynotes — Discords
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31
en sten, solen brænder ham i ansigtet, og saa placerer hun uden
videre sin parasol saa, at hans ansigt blir beskyttet. Det „har et
sorgtært, aandiggjort udtryk, med et strengt træk ved munden.
Han ser ud, som om han er gaat gjennem nogle af Guds møller
og er kommen tilskade • under processen." — Saa vaagner han
— og der udspinder sig en samtale, mest fra hendes side, med
korte, ikke meget indbydende svar fra ham. indtil hans
interesse vækkes og han pludselig afleverer en umulig harangue paa
otte sider, halvt profetisk og noget hysterisk i tonen, — om
mennesket og menneskelivet i almindelighed og kvinden i særdeleshed.
. . . Smittet blod: — det er nutidsmennesket talen er om — en hjerne
med parasiter fra tusinde systemer, der suger den ud og bringer den af låve;
et hjerte plyndret for alle sunde følelser ved falske begreber, daarlig
samvittighed og en intetsigende morallov, — en lov, der gjør kjønnets naturlige
funktioner til noget stygt, at skamme sig over; den sunde glæde i dyrkelsen af éns
legeme, som sjælens skjønne fuldkomne hylster, uden noget ved det at blues over,
da alt er lige rent, — til en kjødelig forestilling, som vi maa kjæmpe mod ved
asketisme. En lov, der har bragt mennesket ud af lige vegt og ladet den seksuelle
kjærlighed spille en altfor fremtrædende rolle i livet — deu skulde bare være
én tone, og ikke engang en fremherskende, paa den menneskelige kjærligheds
streng, — en lov, som kræver tusinder af kvindelige offre som pris for sin
opretholdelse, som har fyldt verden med et urent syn paa tingene, en lysten
forestilling om renhed, — og gjør mennesket sygt."
Og kvinderne? Han havde sagt til sig selv: „Frelsen ligger hos
dem og den nye slægt, de skal bringe til verden." Men lian har fundet
bare forfængelighed, umætteligt magtbegjær, trang til ophidselse.
De forstaar, ved alskens kunstige midler „at gjøre sit legeme til skiver
for mænd, ... at naa ind til det værste hos manden ved fiffig beregning af
sin magt."
Hun forsøger at ta ordet paa sit kjøns vegne . . . „vi er biet
oplærte til at afholde os fra hvert ærligt udtryk for vore behov og vore følelser
som brud paa den kvindelige beskedenhed eller i det mindste god smag. Yi
maa altid kjæmpe mod et underliggende lag af A-irkelio- kvinde, som vi ikke tør
aabenbare ; vor oprindelige bestemmelses primære impulser skyder ud mimoseagtige
traade af naturlig følelse gjennem vort kunstige selvs ydre skal og frembringer
sammensatte væsener." . . . „Det kjønsløse halvmenneske, som sætter sin
stolthed i, regner det som den høieste dyd ingen kjønsfølelse at ha, hvad andet er
hun end et resultat af aarhundreder af taalmodig underkuelse af sin natur." .
Men der er ikke rigtig fynd i hendes forsvar. Hun har følt
sig rammet, rystet til sin sjæls dybder, af hans ord. Hun føler en
brændende foragt for sig selv, og sin artificielle, unyttige tilværelse
med alle de uværdige kunster, korset og pudder og maling — og
hvad de heder allesammen, — der ligesom er dens ydre udtryk.
Men samtidig strømmer der gjennem hende en stor beslutning om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
