Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
terer alle tre store, vidtrækkende magter i dette aandsliv; ti de’ har
som lærere og forfattere i vækkende tale og skrift fundet en
tilhørerskare og læsekreds, som kan tælles i tusinder — i Frankrige som
udenfor. Michelet har fremfor nogen forsvaret og forherliget
demokratiet, Renan har skjærpet kritikken og tvilens vaaben, Taine har
overført den filosofiske skarphed paa historiske emner og prøvet at
bygge historisk forskning paa egte, videnskabelig grund. De er nu
alle gaaet bort, og talrige er de bidrag paa forskjellige sprog, som er
viet deres historie og livsløb. Intet af dem naar imidlertid vistnok, hvad
fuldstændighed og dyb forstaaelse angaar, en studie af Gabriel Monod,
den ansete og kyndige udgiver af Revue Historique, der har vakt en
for forfatteren smigrende opsigt. —
Det er en historikers bog om tre af „historieskrivningens
mestere", fuld af sympati og beundring for deres verk. Monods
opgave er ikke at paapege feil og svagheder ved dette — som han
dog indrømmer er der; han dvæler ikke ved deres genis begrænsning
og ved, hvad de ikke har været, men ved, hvad de har været og villet
gjøre. I besiddelse af kjendskab til de tre forskeres personlige og
moralske værd søger Monod at give en naturlig og fornuftig forklaring
paa deres lære og handlinger, endog paa det deri, som overrasker og
støder bort. „Jeg vidste, at de ikke handlede ud fra frivole eller
låve bevæggrunde, og jeg troede derfor at handle ret ved at benytte
en saadan fremgangsmaade. Ligeoverfor overlegne mænd er sympatien
den sikreste vei til forstaaelse, og kritikerens nyttigste arbeide er at
forklare, hvori de store mænds storhed bestaar, deres genis hemmelige
drivfjære og den rette grund til deres indflydelse." —
Monods studie er dog langtfra en ensidig forherligelse af de tre
historikeres arbeider. Hans skarpe kritik er ingenlunde blind for de
ikke faatallige brister i bygningen. Han lægger aldeles ingen skjul
paa, at en altfor levende følsomhed og indbildningskraft hos Michelet
har skadet hans historiske kritik og fornuftige ræsonnement, hans del
af det ansvar for den blinde tilbedelse af den franske revolution,
hvorunder hans landsmænd saa længe har lidt, og den forstyrrende
indflydelse, som de religiøse og politiske kampe har øvet paa hans
tankes klarhed og ligevægt. — Monod viser ogsaa, hvorledes Renan,
altfor ængstelig for at synes at dømme andre eller paatvinge dem sine
meninger, altfor ivrig efter at udforske sandhedens uendelige nuancer
og af naturen altfor hengiven til optimisme og velvillighed, har
paa-draget sig beskyldningen for dilettantisme og skabt efterligninger,
hvis overfladiske og forkastelige tvil har gjort den saakaldte „renanisme"
hadet og afskyet. — Og historikeren har endelig aabnet øinene for,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
