Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
hvorledes der hos Taine er nogen disharmoni mellem hans tankes
dristighed og hans karakters frygtsomhed, at denne disharmoni
forklarer nogle af hans merkeligste domme, at hans deterministiske
overbevisning og hans tankes mægtige logik har ladet ham miskjende det
sammensatte, hemmelighedsfulde, ja ubegribelige i naturen og mennesket.
Han lægger heller ikke skjul paa, at Taine har eiet en for sterk tro
paa det mulige i at bringe historien og livet ind under faste
inddelinger og enkle formler, at han altfor ofte har taget et
ræsonnements klarhed og logik for en afgjørende prøve paa dets rigtighed. —
Efter Monods opfatning er historiens formaal at kritisere
overbevisninger, dokumenter og kjendsgjerninger, udlede filosofien af de
menneskelige handlinger ved at opdage de videnskabelige love, som
behersker dem, samt gjenoplive fortiden. Han bedømmer de tre
historikeres værd efter deres forhold til denne historiens opgave, og
han finder, efter at have analyseret deres „oeuvre historique" at Renan
fremforalt er den historiske historiker, Taine den filosofiske, Michelet
den skabende. Ikke saa, at Renan og Michelet mangler filosofisk
sans, Taine og Renan følelse for det pulserende liv, Michelet og Taine
kritisk evne; men Renan især lærer os at haandtere kritikkens skarpe
vaaben, medens Taine har gjort det mest betydningsfulde forsøg paa
at gjøre historien til en videnskab ud fra et filosofisk synspunkt;
Michelet derimod er den historiske seer, der med et forunderligt
intuitivt blik fremtryller fortiden.
Denne Monods opfatning af de tre store mestere er vistnok i
alt væsentligt ganske korrekt. Den der kjender Michelets i Frankrige
saa populære arbeider, opdager snart hans fri benyttelse af kilderne,
at han „ikke føler sig sterkt hemmet af kritiske skrupler — og den
store rolle indbildningskraften hos ham spiller. Hans styrke er den
livfulde fremstilling. Hele historien var for ham „en uhyre symbolisme";
at skrive historie var for ham i hvert tidsrum at gribe de
eiendommelige kjendsgjerninger, hos hvert meimeske de væsentlige træk, som
udgjør deres symbolske værd." — Taines opgave gaar ud paa at
finde lovene for alle livets former; han tror paa „en social
ligevægts-lære, paa en historiens anatomi, fysiologi og patologi. Han hævder,
at menneskene selv som deres handlinger er nødvendige produkter;
han ser i historien en uendelig kjæde af aarsager og virkninger. Han
har vist, under hvilke betingelser historien kan blive en videnskab,
og hvilken metode man maa anvende for at opdage det, hvormed
den kan berige naturvidenskab og filosofi". Men Renan har fremfor
nogen med usvigelig sikkerhed og oprigtighed bestemt den historiske
kritiks sande karakter og betingelser. Han viser det omraade, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
