Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Raabe, cand. mag.: En historiker om historiens tre mestre: Renan, Taine, Michelet - Ernest Renan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
vildledes, hvor han ingen vished øinede, tog han ikke i betænkning
at fremsætte modsigende hypoteser. Dette maa man have for øie for
at forstaa det, som i hans historiske verk ved første blik synes at
være et udslag af ustadighed og fantasi. Man har beskyldt ham for
at foragte sandheden, ofre alt for kunsten. De, som dømmer saaledes,
har læst ham overfladisk. Men han har været oprigtig nok til at
erkjende, at man i syntetiske arbeider ikke altid kan følge samme
metode.
Hvis man nu spørger om, hvad der udmerker Renan blandt de
store skribenter og forfattere, finder man, at hans overlegenhed
bestaar i hans eiendommelige evne til at forstaa historien og naturen i
deres uendelige mangfoldighed. Man har sammenstillet ham med
Voltaire, fordi han som denne har været en repræsentant for sit
aarhundrede; men Voltaire eiede hverken Renans videnskabelige indsigt
eller hans originale tanker og stil. Man har ogsaa sammenlignet
Renan med Gröthe, men denne var fremforalt en skabende kunstner,
og hans aandelige horisont kunde ikke, hvor uhyre den end var, være
saa udstrakt som Renans — en følge af den store tidsafstand. Ingen
hjerne har været saa altrummende, saa universel som Ernest Renans.
Han har kjendt og forstaaet China, Indien, den klassiske oldtid,
middelalderen og den nyere tid med deres uendelige udsyn over
fremtiden, alle civilisationer og filosofiske systemer. Og hvad han saaledes
i sit indre betragtede, forstod han i en fortryllende form at meddele
andre.
Denne mægtige, skabende opfatning af universet, som er et
sær-kjende for den guddommelige gnist, var den hovedsagelige kilde til
den glæde, som fyldte Renans liv, og den ro, hvormed han mødte
døden. Den 2. oktober 1892 lukkede den 70-aarige, utrættelige
videnskabsdyrker sine øine; uden frygt gik den store tviler døden
imøde. Et af hans sidste ord var: „Lad os underkaste os naturlovene,
hvis aabenbarelse vi er. Jord og himmel skal staa."
Hans sjælestyrke indtil det sidste viser, trods maaneders
legemlige lidelser, dybden af Renans overbevisning og moralske liv.
Jens Haabe,
cand. mag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
