Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
Jeg vil ikke give nogen detaljeret fremstilling af dukliobor’ernes
troeslærdomme, men indskrænke mig til de almindelige grundsætninger,
saaledes som jeg har lært dem at kjende, saavel gjennem samtaler
med dem selv som gjennem den bedste fremstilling af deres doktriner:
„Dukhobor’eine, deres historie og deres tro" af Orestes
No-vitzky (2den udgave 1882, autoriseret af den russiske censur),
Dukhobor’erne lægger ikke stor vegt paa Kristus som historisk
personlighed: han er for dem kun billedet af den virkning, som den
guddommelige fornuft eller ordet udøver paa sjælen. De erkjender
Kristi tilværelse som et virkeligt væsen, saavelsom hans handlinger,
hans lærdomme og hans lidelse, men udelukkende i aandelig forstand;
de paastaar, at det er i os, at Kristus bør undfanges, vokse, prædike,
lide, dø, opstaa og fare tilhimmels.
„Idet dukhobor’erne tilbeder Gud med aanden, mener de, at kirken
og alt, hvad dertil hører, er betydningsløs og unyttig." „Vor
samvittighed forbyder os at gaa i kirkerne; ti de er ikke hellige, fordi de
er forgi’ængelige og ikke evige." Ligesom guddommen for dem har
sit sæde i hvert menneskes sjæl, saaledes er det ogsaa i sjælen, at
guddommens kirke skal være. „Vor kirke", siger dukhobor’erne i sin
katekisme, „er ikke bygget hverken paa et bjerg, eller af træ, eller
af sten, den er bygget i vor sjæl." Kirken er overalt, hvor to eller
tre er forsamlede i Kristi navn. Da dukhobor’erne ingen plads har
for den ydre kirke)’ behøver de heller ikke dens mysterier eller
ceremonier. Symbolerne har ingen hellighed for dem, og de bruger
idet-heletaget ingensomhelst billeder af guddommen. I en af sine salmer
siger de herom: „Vi ærer ikke billederne, som menneskene har gjort.
Vi ærer et indre billede, som oplyser vor sjæl."
De respekterer helgenerne, men de henvender ingen bønner til
dem; de paakalder ikke deres hjælp; ti helgenerne liar ikke noget
overskud af fortjeneste hos Gud. De beder heller ikke for andres
frelse. Ved fødselen modtager barnet et kristent navn, men der
opsendes ingen bønner. De henvender sine bønner udelukkende til Gud
og til bestemte tider, de gjør det i fællesskab, idet de synger sine
salmer. Naar disse sammenkomster ei" forbi, omfavner dukhobor’erne
hverandre og hilser paa hverandre for at vise ærbødighed mod den
guddommelige aand, som er i ethvert menneske.
De erkjender den hellige skrift som kommen fra Gud, men de
betragter den ikke som grandvolden for sine religiøse principer. „Af
det gamle og det nye testamente," siger dukhobor’erne, „tager vi kun
det, som vi har brug for," det vil sige den største del af moralen.
Alt i skriften, som er i strid med deres doktriner, tror de ikke paa,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
