Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
eller de onigaar det ved en eiendommelig og mysteriøs forklaring.
Deres doktriner støtter sig hovedsagelig til traditionen, som kommer
til dem fra forfædrene, og som de kalder „den levende bog" (ti den
lever i deres erindring og deres hjerter) i modsætning til vor bibel,
som de siger bestaar af døde bogstaver. Den levende bog er dannet
af, hvad dukhobor’erne kalder „salmer", som bestaar af vers, tagne fra
det gamle og det nye testamente, men især af vers af egen
komposition. Disse salmers antal er meget stort, og det øges stadig, da
dukhobor’erne stadig forfatter nye. Da det vilde være umuligt af en
enkelt sektér at kjende den i sin helhed, opbevares den levende bog
ikke af ét individ, men af hele generationen. For at kjende den i sin
helhed, maa man derfor saaatsige samle alle dukfiobor’ernes sjæle og
hukommelser. Denne bog forplanter sig stykkevis fra slegt til slegt;
ialmindelighed lærer faren sin søn den, og ikke et ord af den er gaaet
tabt, og ikke et ord kan gaa tabt til verdens ende, ja selv efter
verdens ende, da sjælen, bogens opbevarer, aldrig vil forgaa. Snarere
vil vor synlige, forgjængelige, døde bibel forgaa. Se kun, hvad der
er gaaet tabt ved de falske fortolkninger af evangelisterne, og ved de
slette oversættelser af det sprog, hvori profeterne, Jesus og apostlerne
prædikede.
Dukhobor’ernes moral kan sammenfattes saaledes: alle mennesker
er ifølge sin natur lige; de ydre forskjelle betyder ingenting, hvilke
de end er. Denne lære om menneskenes lighed har dukhobor’erne
overført til sin opfatning af regjeringsfonnen. Guds sønner vil gjøre
ud af sig selv det, som de maa, uden at man tvinger dem til det.
Paa jorden behøves ingen autoritet, hverken aandelig eller verdslig, og
allesammen er paa samme maade underlagt fristelse til synd. Derfor
er dukhobor’erne, uden at giøre oprør mod de bestaaende myndigheder,
dog tilbøielige til ikke at underkaste sig dem fuldstændig. Guds
sønner trænger ingen domstole. „Hvad tjener dommerne til?" siger de.
„Hvem vilde frivillig skade sin næste?" De forbyder ogsaa at sverge
ved Guds navn; derfor negter de i et hvilketsomhelst tilfælde at
aflægge ed, især naar det gjælder militærtjeneste. De anser det ogsaa
for forbudt at bære vaaben og kjæmpe mod en fiende; det viste de
tydelig nok i den sidste krig, da nogen af dem, som stod i
regimentet, kastede sine vaaben ved beleiringen af Perekop.
I sin omgang med mennesker er de overordentlig høflige og
næsten lidt høitidelige. Takket være deres arbeidslivs-moral, udmerker
dukhobor’erne sig ved sin høie skikkelse, sin styrke og fysiske
skjønhed.
I deres familjeliv er forholdet mellem forældre og børn eiendommeligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
