Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
Børnene kalder ikke sine forældre far og mor. Dersom faren er ung,
kalder de ham ved fornavn, Ivan, f. eks., eller oftest med diminutivet
„Vaniau; dersom han er gammel, kalder de ham „den gamle". Moren
kaldes ni an i a (o: den, som steller med børn), dersom hun er ung, og
„den gamle", dersom hun er gammel. Naar man kalder moren
nia-nia, er det, fordi det ialmindelighed er hende, som opdrager børnene.
Naar forældrene taler om børnene, siger de aldrig „min", men altid
„vor". Mændene kalder sine hustruer „søstre", og hustruerne sine
mænd „brødre".
Den gjensidige hjælpsomhed er i høieste grad udviklet hos
dukho-bor’erne. I landsbyen G-orelovka i Akhalkalaki-distriktet byggedes for
fælles omkostninger et treetages hus til underhold af forældreløse og
invalider. For nogen tid siden bestyredes huset af Lukeria
Wassi-liiowna Kalmgkoff, enken efter den tidligere direktør. Den fælles kasse,
saavelsom en anden kapital var derfor i Lukerias hænder. Ved
hendes død, for omtrent otte aar siden, skulde forvaltningen af denne
kapital, saavelsom af den fælles kasse og vaisenhuset tilfalde Peter
Verigin, hvem hun i levende live havde betegnet som sin
universalarving. Men der forelaa intet juridisk dokument paa Verigin’s
rettigheder. Lukeria’s broder, Gubanoff, gjorde krav paa arven, og ifølge
fredsdommerens afgjørelse overtog han ogsaa det hele.
Denne aabenbare uretfærdighed vakte en formelig revolution blandt
dukhobor’erne. Der dannede sig to partier:, det ene, det mindst
talrige, med hele landsbyen Grorelovka og nogle indbyggere af de andre
landsbyer, stod paa GrubanofFs side, det andet derimod, som bestod af
distriktet Akhalkalaki’s syv landsbyer, af flesteparten af indbyggerne i
provinsen Kars og gouvernementet Elisabethopol, støttede Peter
Verigin. (Der er omtrent 20000 dukhobor’er i Kaukasien). Det store
parti søgte først retfærdighed hos regjeringen og protesterede i lovens
navn mod fredsdommerens afgjørelse. Sagen blev langvarig, gik fra
den ene instans til den anden, og ved hiælp af falske vidner, paastaar
man, gik G-ubanoff og hans tilhængere af med seieren.
Da dukhobor’erne saa, at de ikke kunde finde retfærdighed hos
regjeringen, besluttede de at optræde paa egen haand. De samlede
en ny kapital paa 100000 rubler og overleverede dem til Peter
Verigin, om hvem de nu sluttede sig med større venskab end nogensinde.
Alle religiøse sekter gjennemgaar som regel den samme udvikling:
der danner sig en sekt, besjælet af en religiøs og moralsk idé; den
blir gjenstand for forfølgelse; dens materielle velvære vokser,
efterhaanden som forfølgelsen ophører eller aftar. Men paa samme tid som
velstanden tiltager, gaar det nedover med den x-eligiøse og moralske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
