Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
paaskedag. Som sedvanlig skulde hele bataljonen gaa i kirke og efter
ceremonien passere revue. Dukhobor’erne kunde ikke gaa i kirke,
men maatte vente paa pladsen, til gudstjenesten var slut, for at være
tilstede ved revuen.
Matvei Lebedeff erklærede til sine „brødre", et halvt snes
dukko-borer, som gjorde tjeneste i samme bataljon, at de behøvede ikke at
møde til revuen, da de jo alle havde besluttet ikke at tjene længer.
Alle ti var enige heri, og de blev i kasernen.
Da man ved revuen opdagede Lebedeff og hans „brødres"
udeblivelse, sendte man en soldat for at hente dem. Han kom tilbage
med den besked, at de negtede at komme. Derpaa sendtes en
officer-Denne begyndte at overøse Lebedeff med bebreidelser og trusler; men
han erklærede simpelthen, at han og hans kammerater ikke havde mødt
ved revuen, fordi de havde bestemt sig til ikke længere at gjøre
krigstjeneste, da enhver krigstjeneste stred mod Kristi lære, til hvilken de
bekjendte sig. Men da officeren begyndte at true dem med alslags
straffe, tog Lebedeff, for at give sin beslutning mere vegt, sit gevær
fra væggen og gav det til officeren. Denne blev forbløffet over
Lebe-deffs fasthed og forandrede sin optræden, han bad omforladelse for
sine trusler og opfordrede ham til at tænke sig om og forandre
mening. Men Lebedeff var og blev ubøielig. I dette øieblik kom
tropperne tilbage fra mønstringen, og Lebedeffs opførsel blev bekjendt
for de andre officerer. For at isolere de af Lebedeffs kammerater,
som tjente i andre kompagnier, gav man dem ordre til at indtage sin
post som skildvagter. Og da de endnu ikke kjendte Lebedeffs
absolute vægring, adlød de.
Imidlertid begyndte kommandanten for det kompagni, hvori Matvei
tjente, at „præke moral"; ti Lebedeff var ligesaa høit elsket af
officererne som af soldaterne, som græd, da han blev ført bort. Derefter
kom bønner, til slutning trusler. Men alt var forgjæves. Derpaa lod
kommandanten ham kaste i fængsel, og man førte liaip til et
underjordisk fangehul, hvor han bevogtedes strengt og ikke fik andet end
vand og brød i smaa kvantiteter at’ leve af.
Da de ti andre dukhobor’er kom tilbage fra sin post og fik vide,,
at Lebedeff var i fængsel, tog de sine geværer og afleverede dem,
idet de erklærede, at de ikke længere vilde gjøre krigstjeneste, fordi
den var stridende mod Kristi forskrifter. Man satte ogsaa dem i.
fængsel og afskar dem fra enhver forbindelse med Lebedeff og
indbyrdes. Men man kunde dog ikke hindre, at de meddelte sig til
hinanden, da de soldater, som bevogtede dem, stod paa deres parti. Og
„Samtiden."
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
