Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
De spiste alt vort fjerkræ; cla de kom, havde vi i overflod af fugle,
da de reiste, var der ikke én igjen.
„De forbød os at gaa ud af vore landsbyer, saa vi ikke kunde
faa vide, hvad der foregik nogetsteds; men vi hørte sige, at i
Bogda-novka, hvor kosakkerne især var grusomme, blev kvinderne voldtagne;
øvrigheden skred ikke ind.
„I Orlovka kom kosakkerne ind i et lius, hvor der sad en kvinde
og syede, Maria Tscherkatscheff. De spurgte hende: „Hvor er husets
herre?" „Jeg ved ikke," svarede hun. „Hvadfornoget, du, hustruen,
ved ikke, hvor din mand er?" Hun svarede dem: „Jeg vilde ikke
have vidst, hvor I er, dersom I ikke var komne her." Og hun rørte
sig ikke mere fra sin plads, men syede videre; da slæbte de hende
udenfor og piskede hende.
„En olding paa seksti aar, Kyrill Kukine, fra samme landsby,
blev under et eller andet paaskud i den grad gjennempisket, at han
døde kort tid efter.
„I Bogdanovka boede en dukhobor, Vasilii Pozniakoff, en
forhenværende soldat. Da kosakkerne ankom til landsbyen, traadte en
underofficer ind i Pozniakoffs hus, og da han kjendte ham igjen, sagde han
goddag. Goddag svarede Pozniakoff. — Hvorfor svarer du ikke
militært? — Fordi jeg ikke er soldat mere og aldrig mere vil være det.
— Underofficeren gav ordre til at lade ham piske; derpaa sagde han
atter goddag til ham og krævede et militært svar. Pozniakoff vilde
ikke. Man piskede ham tre gange i træk; i en maaned maatte han
holde sengen.
„I landsbyen Rodionovka gav kosakkerne to dukhobor’er 100
piskeslag hver. Hvorfor?
I landsbyen Romaschow i distriktet Bortschalinsk hører
størsteparten af dukhobor’erne til modpartiet; men i en familje vilde sønnen,
Nikolaus Slepoff, hans kone, hans søstre og hans moder gaa over til
os og leve som vi. Nikolaus ophørte at drikke brændevin, at røge og
at spise kjød. Kun faderen modsatte sig denne forvandling, og han
vilde tvinge sin familje at leve som han. Da bad Nikolaus os om at
komme ham til hjælp; vi svarte ham, at han skulde komme og bo
med os, selv om fadei’en ikke vilde give ham og hans noget; de maatte
komme, om de saa kom nøgne, men de maatte frelse sin sjæl. Vi
blev enige om et sted, hvor vi skulde sende en vogn hen efter dem,
og Yegor Kadikin hentede dem; han bragte først moderen og
søsteren, derpaa Nikolaus selv og hans hustru. Faderen, som saaledes var
blevet alene, klagede for politiet; da kosakkerne var komne til Rodio-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
