Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895 - Konklusion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
sit rette navn og siger: vi er kristne, vi kan ikke dræbe, — da blir
løgnen aabenbar, og det er umuligt at overbevise disse mennesker ved
ræsonnementer. Det eneste middel at underkaste dem ved, er
stokkeslag, fængselsstraf, landflygtighed, kulde og hunger. Og det er da
ogsaa de midler, man bruger. Indtil den dag idag, da de regjerende
ikke har erkjendt sin vildfarelse, kan de ikke handle anderledes, og
derfor er de uskyldige.
Men endnu meget uskyldigere er de kristne, som negter at lære at
dræbe og at tilhøre en klasse mennesker, som udelukkende opdrages til
at dræbe alle dem, hvem regjeringen udpeger. De kan heller ikke handle
anderledes. En saakaldt kristen, døbt i den sande tro, protestantisk
eller katolsk ortodoks, han kan tjene voldsherredømmet og
mordregimentet, indtil hans øine oplades for den løgn, som beherskede
ham. Naar man har forstaaet, at ethvert menneske er Grud ansvarlig
for sine gjerninger, og at dette ansvar ikke kan falde tilbage paa en
anden, at ingen ed løser ham fra hans pligt; naar han har forstaaet,
at han hverken bør dræbe eller forberede sig til at dræbe, saa vil
enhver deltagelse i hærens gjerning være ham ligesaa umulig som at
løfte en vegt paa 1000 kilogram.
Dette er det tragiske forhold mellem de kristne og regjeringen.
Det tragiske er, at regjeringen er tvungen til at styre over kristne
folkeslag, som, skjønt lidet oplyste, dog fra dag til dag oplyses i
Jesu lære. Alle regjeringer ligefra Constantins tid vidste det og følte
det instinktmæssig og de gjorde, hvad der stod i deres magt, for at
beholde dem, idet de formørkede kristendommens sande mening og
søgte at kvæle dens aand. De vidste, at dersom demie aand udbredte
sig blandt menneskene, saa vilde al vold forsvinde og med den
regjeringen. Derfor gjorde regjeringeme, hvad de kunde gjøre, da
de indførte love og institutioner, ved hvilke de haabede at begrave
for bestandig denne Kristi aand, som levede -i menneskenes hjerte.
Regjeringeme gjorde, hvad de maatte gjøre; men imidlertid gjorde den
kristne aand ogsaa, hvad den maatte gjøre, idet den mere og mere
bemægtigede sig menneskets sjæl og hjerte. Og nu er den tid
kommen (og den maatte komme; ti kristendommen er Guds sag, mens
regjeringeme er menneskets) at kristendommen er gaaet forbi
regjeringeme.
Og ligesom der i et baal kommer et øieblik, da ilden, efterat
ba ulmet stille, efterat ha brudt ud nu og cla og vist sin nærværelse,
pludselig hæver sig fra alle kanter, saa det blir umuligt at slukke
den; saaledes kommer der ogsaa et øieblik, da den kristne aand i sin
kamp med de hedenske love og institutioner pludselig bryder ud, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
