Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895 - Konklusion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
da kan man ikke længere knuse den, og livert øieblik truer den med
at omstyrte de institutioner, som man havde opreist over den.
Hvorledes kan og maa regjeringen i virkeligheden stille sig
ligeoverfor disse 15000 personer, som negter at gjøre militærtjeneste?
Det er umuligt at overlade dem til sig selv. Allerede paa det
nuværende tidspunkt, ved begyndelsen af bevægelsen, har der været
ortodokse, som har fulgt dukhobor ernes eksempel. Hvad skal der saa
senere ske, naar turen kommer til mo lok an erne, s tun disterne,
schaloputerne, khlysterne, strannikerne, som allesammen
tænker det samme om militærtjenesten, og som ikke har handlet som
dukhobor’erne, alene fordi de ikke vovede at være de første, og fordi
de frygtede forfølgelserne? Og af slige folk er der millioner, ikke
blot i Rusland, men i alle kristne stater, og ikke blot i de kristne
stater, men ogsaa i de muhamedanske, i Persien og Tyrkiet som f. eks.
kharidsjiterne og babisterne. Man maa uskadeliggjøre tusender
af mennesker, som ikke anerkjender regjeringen og ikke vil være
delagtige i dens gjerninger. Men hvorledes opnaa et saadant
resultat? Dræbe dem? Det er meget vanskeligt. Man kan kun ruinere
dem og forfølge dem, og det er det, man gjør. Men hvad skal
man gjøre, dersom forfølgelserne ikke bringer det forønskede resultat,
dersom menneskene fortsætter med at udbrede sandhedeu og driver
et større antal individer til at følge det givne eksempel?
Regjeringernes .stilling er forfærdelig netop derved, at de ikke
ved, hvad de skal støtte sig til. Det er isandhed umuligt at finde
deres handlinger slette, som lider alt, saaledes som Drosjin i fængslerne,
som Iziumtschenko i Sibirien, eller som doktor Schkarvan, der blev
dømt i Østerrige, som alle disse mennesker, som er rede til at lide
og dø for ikke at fornegte en religiös overbevisning, der er saa simpel,
saa forstaaet af hele verden, saa billiget af hele verden: ikke dræbe, ikke
deltage i mord. Intet tankens kneb kan forklare det onde, det
antikriste-lige i disse handlinger, og det er ikke blot umuligt at bebreide, men
det er endog umuligt ikke at beundre de mennesker, som begaar dem,
fordi det er umuligt at undlade at erkjende, at de handler i
menneskesjælens mest ophøiede principers navn, uden hvis storhed
menneskelivet synker ned til dyretilværelsens niveau. Og derfor vil regjeringen,
hvad de saa foretager, aldrig komme til at bevirke disse idéers, men kun
sin egen tilintetgjørelse. Dersom regjeringen ikke forfølger sekter
som dukhobor’erne, stundisterne, nazaræerne og individualisterne, som
negter at ville have noget med krigstjenesten at gjøre, saa vil fordelene
ved det fredelige og kristelige liv tiltrække, ikke blot overbeviste kristne,
men ogsaa mennesker, som netop paa grund af disse fordele vil be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
