Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Leo Tolstoi: Forfølgelserne i Rusland i 1895 - Konklusion - E. V. Kreci: Den czechiske dekadence
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
usynlig triumf over synden, som teologerne gir disse ord; men i den
simple, indlysende, forstaaelige betydning, at dersom vi er modige,
dersom vi aabent bekjender vor tro, saa vil der snart ikke være, ikke
blot ikke disse skrækkelige forfølgelser mod Kristi sande disciple, mod
dem, som virkelig gjennemfører hans lærdomme, men der vil heller ikke
være fængsler eller galger eller krige eller prostitution eller luksus
eller dovenskab eller fattigdom, — alt det, som den kristne
menneskehed lider under.
Leo Tolstoi.
Den czechiske dekadence*).
Naar et stort folks litteratur efter mange forvandlinger og
aar-hundreders ophobning af skjønheder munder ud i en periode af
raffinement, hvor den saaatsige i sød udmattelse slubrer i sig sine
overmodne fragters kostelige essenser, — i en dekadenceperiode med andre
ord, — saa er dette kun følgen af en naturlig udvikling. Saaledes
er f. eks. i Frankrige dekadencen den naturlige arvtagerske og en
dilettantisk syntese af klassicisme, romantik, parnasse og naturalisme.
Dens stemninger er det nødvendige resultat af en lang historie. —
Men hvad skal man sige, naar den raffinerte dekadence-stemning med
éngang bemægtiger sig den litterære ungdom i et lidet folk, som
vistnok ogsaa har et langt kulturarbeide bag sig, men ingen egentlig
kunstudvikling og kunstperioder ? Et folk, som i hele sin historie er
forblevet saagodtsom uberørt af de kunstneriske omvæltninger i
Europa, medens det fortabte sig i drømme om en religiøs reformation,
der førte til en tohundredeaarig bedøvelse og afmagt; et folk, hvis
nuværende litteratur neppe er hundrede aar gammel og i denne
tid har været ganske opslugt af den nationale idé, medens ’de
kunstneriske strømninger kun ganske overfladisk har berørt den; —
et folk, hvor en streng, national disciplin fremfor alt paalagde digteren
at være sit folks tjener, en vækker af den nationale bevidsthed, en
opdrager af den sunde, nationale kraft; som endnu ikke véd noget
om slappelse eller blødagtig nydelsessyge, som først og fremst søger
sit udtryk i handlinger og arbeide. — Kan man forestille sig sociologiske
*) Die Zeit, januar, 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
