Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Fonsegrive: Hedenskab og kristendom - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
den, at mennesket, med fuldkommengjørelse af sit væsen, vil opnaa
større magt og den høieste lyksalighed. Det er meningen med disse
Herrens ord: „Den, som vil blive frelst, give Afkald paa sig selv,
tage Korset og følge mig. Den, som vil frelse sit Liv, skal fortabe
sit Liv; den, som fortaber det, skal frelse det." Og han tilføiede som
et opmuntringens og haabets ord: „Mit Aag er mildt, og min Byrde
er let."
Heri bestaar modsætningen mellem hedenskab og kristendom.
Hedninge o søger i sin gudsdyrkelse kun sig selv og sine egne
interesser; han hæver sig ikke over en mer eller mindre snever egoismes
beregninger; den kristne tænker kun paa Gud, naar han tænker paa
sig selv. Derfor kunde man godt sige — dersom fromhedens indhold
er kjærlighed — at kristendommen sikkert er den eneste religion,
hvor man træffer paa fromhed. Og hvad er en religion uden
fromhed? vilde det ikke være en religion uden religion? Dog talte
hedningerne om fromhed; men den fromhed var skabt af ærbødig frygt,
af ydmyg bønfaldelse; kjærligheden fandt ikke plads i den. Denne
sublime lære om Guds kjærlighed, som kristendommen har bragt paa
de ydmygestes og ringestes læber, blev knapt anet af oldtidens store
filosofer. Diotimos berømmer den i forbigaaende som en guddommelig
dilirium, paa de sidste sider af Symposion, men senere taler ingen
mere om den. Aristoteles, som dog gjorde sin Gud til det høieste
væsen, fremstiller ham ganske vist som det elskeligste væsen, men
han vover dog ikke at gjøre ham til et objekt, som venskabet kan
henvende sig til. Ti venskab kan ikke eksistere uden samfund
mellem to væsener, og hvilket venskab kunde der eksistere mellem „den
rene handling" og os? Stoikerne erkjender den vise styrelse, der
skyldes det guddommelige forsyn; men dé tænker ikke paa at gjøre
ham til gjenstand for kjærlighed. Og ny-platonikerne viser sig ogsaa
meget tilbageholdne. Naar dog disse sidste har nogle udtryk, som er
beslegtede med kristendommens sprog, maa man for det første lægge
merke til, at meningen næsten altid er en anden, og dernæst mindes,
at flere af de evangeliske tanker gjennem Philon jøde og paa anden
vis havde naaet frem til filosoferne, ja endogsaa til undervisningen i
Aleksandrias museum.
Men alle disse forfattere er filosofer, tænkere, hvis anskuelser
udviklede sig udenfor og næsten i opposition til de nationale religioner.
Naar Melitos anklagede Sokrates for at undergrave Athenes religion, saa
tog hans nationale følelse ikke feil. Naar Sokrates betragtede tingenes
evige princip som en velgjørende vilje, der havde ordnet alting paa det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
