Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Fonsegrive: Hedenskab og kristendom - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
denne fulde harmoni mellem menneskeviljen og gudsviljen, trænger
mennesket en /overnaturlig kraft udenfra, som Gud indrømmer ham
for at støtte kam og hæve ham til sig. Denne kraft heder naaden.
Den udstrømmer fra al gavmildheds overflødige kilde, som ingen anden
grund har til at udgyde sig end den salighed, den føler ved at
meddele sig og give sig. Naaden er saaledes en uforskyldt gave; ti var
den ikke uforskyldt, saa var den jo ikke nogen naade.
Efter denne opfatning er mennesket ligesom helt igjennem
impreg-neret af guddom. Derfor er den frelse, som kristendommen lover
menneskene, en sand delagtiggjørelse i den guddommelige natur.
Efficimur dwince consortes skriver St. Peter, og St. Paulus: „I ere
Guder, Vos et dii estis;" og han siger endvidere: „Jeg lever, det
er ikke længere mig, som lever, det er Kristus selv, som lever i mig."
Ifølge kristendommens lærdomme vil denne tilstand først naa sin
fuldkommenhed i et hinsides, evigt, isandhed guddommeligt liv, hvortil det
dødelige liv, som vi lever, kun er fortalen.
Men allerede i dette liv har kristendommens utifter lovet de
fuldkomne kristne en stor magt: „Dersom I have Tro som et Senepskorn,
da kan I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, saa skal det
flytte sig, og Eder skal Intet være umuligt." (Math. XVI, 19). Og
et andet sted siger han: „I mit Navn skulle de uddrive Djævle; de
skulle tale med nye Tunger; de skulle borttage Slanger, og dersom
de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle
de lægge Hænder, og de skulle helbredes." (Marc. XVI, 17, 18).
Apostelen Peter gaar paa vandet, saalænge han tænker paa sin herres
ord, som kalder ham; kommer lian til at tænke paa sig selv, paa den
fare, han udsætter sig for, saa synker han straks; ti troen holder ham
ikke oppe længere, ei heller kjærlighedens vidunderlige magt. Og
troen har holdt sig i kristendommens skjød; hellighedens helte,
fuldkommenhedens typer, har næsten efter forgodtbefindende kunnet herske
over naturens kræfter. De gamle skrifter er fulde af saadanne
beretninger, der viser os ravne, som bringer det nødvendige brød til
ørkenens gamle fædre; Antonius, der begraves af en løve; Frants af Assise,
der omgaaes ulve eller faar svalerne til at tie. Ti der er skrevet i et af
St. Pauli breve, at de, som havde troen, „slukkede Ildens Kraft,
undflyede Sværdets Od, fik Kræfter igjen efter Skrøbelighed — —."
(Hebr. XI, 34).
Af denne lære fremgaar den dybe sandhed, at det kun er
gjennem offer, selvhengivelse, forglemmelse af sin egen vilje, ved en
fuldstændig underkastelse under den store, suveræne lov, som styrer ver-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
