Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Fonsegrive: Hedenskab og kristendom - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
er ritus’en, som i og ved sig selv frembringer virkningen uden nogen
slags mellemmand. Og medens troldmanden f. eks. tror, at han ved
sin besværgelse har tvunget en kobold eller en dverg til at hente
vand for sig i den nærliggende kilde, tror magikeren, at vandet
kommer direkte tvunget af de magiske ords kraft. Magikeren kan
undvære de overnaturlige væsener. Troldmanden behøver dem, han slutter
alliancer med dem og undertegner kontrakter med den eneste,
forfærdelige fyrste, som middelalderen anerkjendte som deres magtkilde;
magikeren opererer direkte med naturen. Hans kunst er maaske
ligesaa frugtesløs; men den er mindre overtroisk.
Sandt at sige er magikeren naaet frem til en opfatning, der ligger
den moderne videnskab meget nærmere, end man i almindelighed
behager at tro. Han er overbevist om, at visse formularer maa frembringe
visse virkninger. Men hvad er igrunden disse formularer? Det er
antecedenser, som ved sin egen kraft betinger konsekvenser.
Konsekvenserne er af en anden natur end antecedenserne; deres indbyrdes
forbindelse er underlige, ualmindelige, uforstaaelige; men er ikke det
samme tilfældet med de love, som man anser for sikrest fastslaaede
af naturvidenskaben? Man nærmer en gnist til et slags sort pulver,
og straks efter ser man en blussende flamme, og man hører et voldsomt
knald. Man slaar pludselig paa noget hvidt, geléagtigt stof, og straks
springer alt i luften. Kunde man ikke næsten tro, at eksplosionen
var frembragt ved en eller anden mystisk formular? Og den
haand-bevægelse, hvormed maskinisten hersker over dampkraften, har den
ikke en ritus’s nøiagtighed og regelmæssige uforanderlighed.
Det er selvfølgelig ikke min mening at negte, at der er forskjel.
Yor tids lærde ved, ved anvendelsen af den eksperimentelle metode,
nøiagtig, hvilken aarsag der skal til for at frembringe den eller den
virkning. Den videnskabelige kritik har lidt efter lidt ført ham til at
opdage alt unyttigt og overflødigt i hans forgjængeres
fremgangsmaader. Han beholder kun, hvad der virkelig frembringer den
tilsigtede virkning, og det er saaledes ligegyldigt, hvilken stilling
maskinisten indtager eller hvilke ord han udtaler, naar bare stempelet
manøvreres, og ventilen aabnes og lukkes i rette tid. Magikeren
derimod lagde vegt paa alle antecedensens elementer, og lagde ofte endog
mest vegt paa rent uvæsentlige omstændigheder, som f. eks. paa
klokkeslet og ord, som blev udtalte, og gestus, som ledsagede
operationen. Man kan ved et instruktivt eksempel følge de forskjellige
trin, videnskaben har gjennemløbet ved efterhaanden at udskille de
overflødige omstændigheder, og derigjennem ogsaa forstaa den udvikling,
der har ført fra magi til videnskab. Man ved, at de gamle magikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
