Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Flodstrøm: En socialkapitalistisk samfundsorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
Men det er ikke nok for arbeidsgiveren at skaffe kapital.’ Han
maa ogsaa skaffe afsætning paa produkterne til en pris, som ikke blot
dækker produktionsomkostningerne, men ogsaa gir et overskud til
eierens ophold og kapitalens forrentning; og dette er ofte ikke mindre
vanskeligt. Konkurrencen mellem sælgerne er gjennem den nye
udvikling blevet mange gange tyngre end før. Varerne føres og
spredes gjennem forbedrede kommunikationer til fjerne steder for en lav
pris, og aviser, post, telegraf og telefon formidler og letter
handels-korrespondancen, hvoraf følgen blir, at kunderne maa søges paa et
meget mere udstrakt omraade, end det tidligere var nødvendigt, og
-sandsynligheden for at faa beholde gamle kunder mindskes i nutidens
forretningsliv i en foruroligende grad. Stabiliteten rokkes, og et
kostbart system af annoncering, agenturer og reklamer blir mere og
mere en nødvendighed for enhver forretning, stor eller liden, gammel eller
ung. Dette forøger naturligvis i væsentlig grad omkostningerne
og gjør det tilsidst umuligt at opretholde forretningen.
Og naar saa forretningen er tilintetgjort, saa staar dens chef med
en gjældsbyrde, som han umulig kan komme fra paa ærlig vis. Nogle
udveie har tidligere været antydede: bedrageri, forfalskning, selvmord.
Lovgivningen har maattet komme den ulykkelige forretningsmand til
hjælp ved at anvise ham konkursen som en ialfald lovlig udvei at
komme fra sin gjæld paa. Men konkursen er jo dog noget abnormt,
en nødhjælp, som kun kan undskyldes ved det abnorme i
forretningsforholdene. — Gjældssystemet demoraliserer samfundet og tilintetgjør
æresfølelsen.
For arbeideren er privatkapitalismens tryk føleligt i tre former:
nedsættelse af arbeidslønnen, forøgelse af arbeidstiden og endelig
arbeidsløshed. De er alle saa ofte fremholdte, og deres sammenhæng
med privatkapitalismen og den frie konkurrence er saa iøinefaldende,
at det her er overflødigt at gaa ind paa en nærmere behandling af
disse spørgsmaal. Socialdemokratiet har sørget for, at almenheden har
faaet blikket aabent for dem, og om den end ikke har faaet nogen
større sympati for den samfimdsomdannelse, hvorved det tror sig at
kunne bøde paa samfundsulykkerne, saa kan det dog ikke negtes, at
de styrende har lagt sig arbeidernes sag mere paa hjerte, og at
mange skridt er foretagne for at afhjælpe ulemperne, saavidt det
kan ske inden den nuværende samfundsorden. Paa den
anden side tvinges denne samfundsordens forsvarere at erkjende, at
det ikke er meget, som — med bibehold af privatkapitalismen —
kan gjøres, og at specielt arbeidsløsheden, den værste af alle
ulemperne, som for den fattige arbeider ofte er ensbetydende med hunger
og sult for ham selv og hans familje — er og blir vanskelig at
bekjæmpe, saalænge det gang paa gang indtræffer, at forretninger, som
beskjæftiger masser af folk, maa nedlægges paa grund af
kapitalmangel og daarlige konjunkturer.
For samfundet viser det privatkapitalistiske system sine følger i
krisen i dens forskjellige former, den akute eller den kroniske. Jo
længere arbeidsfordelingen har gaaet, og jo mere udstrakte omraader
handelsomsætningen søger at beherske, desto vanskeligere blir det at
overskue behovet og regulere forholdet mellem produktion og efter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
