Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Flodstrøm: En socialkapitalistisk samfundsorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
individets frihed ukrænket; enhver gaar ind i dét fag, som han finder
behag i, og han arbeider for sig og sin familje som nu. Kun den
forskjel kommer at indtræde, at alle, som kan, maa arbeide for at
leve. Ingen vil eie kapital nok til at kunne unddrage sig arbeide.
Ganske vist staar det frit for enhver at gjøre besparelser, der ogsaa
kan omsættes i kontante penge — ti der er ingen grund til at ombytte
disse med arbeidscertifikater. Men da almenheden eier hovedmassen
af al produktiv eiendom, hvormed den driver det materielle arbeide,
saa findes der ikke nogen adgang for den enkelte til at gjøre sine
besparelser frugtbringende paa en maade, som kunde muliggjøre store
kapitalsamlinger."
Hvad privatkapitalen angaar, saa har det allerede været antydet,
hvorledes størstedelen af den gjennem arv vil gaa over til almenheden.
Hvad der fortsætter med at gaa i arv inden familjerne, formindskes
naturligvis lidt efter lidt gjennem deling. Naar saa ståt eller
kommune monopoliserer den ene næringsgren efter den anden, faar den
lille privatkapital ingen anledning til at vokse. Specielt blir det
skjæbne-svangert for den at udestænges fra handelen, som altid har væfet den
næringsvei, som har givet lettest anledning til at samle kapital. Ganske
vist burde privatmanden ikke forbydes at sætte sin kapital ind i
produktive foretagender, dersom han ønsker det; men den overmægtige
konkurrance med almenheden vilde rimeligvis gjøre dette til et vovespil,
som sjelden vilde lykkes. Hvis derimod privatkapitalen forsøger at gjøre
sig frugtbringende ved at optage nye næringskilder, hvor det ikke
længere behøver at frygte konkurrance, saa stilles den herved en smuk
opgave.
Den private kapital, som kan findes, mister altsaa i
hovedsagen sin egenskab af kapital, naar den ikke kan anvendes til
produktive formaal og blir! kun formue. Denne gaar i arv til livsarvinger
ligesom nu, dog med afdrag af en betydelig arveskat. Ved
sparsomhed samt muligens ved rente paa laan kan den forøges, men kun i
ubetydelig grad, og den mulige forøgelse opveies snart af den fordeling,
som opstaar ved arveskifte. Større formuer kan derfor ikke bestaa
længe.
„Naar de muligheder] til at samle rigdomme, som nu bestaar,"
fortsætter Fahlbeck, „ikke længere eksisterer, er formuesforskjellen
forholdsvis liden og ligeledes den sociale ulighed. Begge dele beror paa
det arbeide, enhver har viet sig. De almindelige principer for
indtægtens størrelse er hver enkelts behov i overensstemjmelse
med den sociale standard of life, som hans arbeide kræver.
Til dette almene princip for bestemmelsen af lønningerne kommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
