Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Langs veiene og vandrenderne staar bleggrønne popler som
skygger bag et slør af taage, engenes grønsvær er saa dæmpet, og
pløiemarkenes violet saa alvorligt og smukt. Det soliøse landskab
behager øiet, og morgenfriskheden øver sin velgjørende virkning
paa sindet.
Og timerne gaar; solen faar magt og spreder taagen. Da jeg
er ved Amiens, ligger byen for mig i tindrende solskin, og domen
strækker sine to hvide taarne glitrende op i den gjennemsigtige
høstluft.
I Amiens stiger jeg af for at se byen og dens kirker.
Gjennem smale, livlig befærdede gader, hvor prunkende moderne
pariserarkitektur veksler med aarhundreder gamle graa gavlhuse, gjennem
trange, øde stræder og forfaldne rester af den middelalderlige stad
gaar veien til domen.
I Amiens som i Rouen, i Strassburg, i Reims og saa mange
andre middelalderlige stæder ligger domkirken trangt og ubekvemt
til mellem paatrængende gamle smaahuse, der ikke tilsteder et
samlet overblik over det hele bygverk, over façade og flanke paa en
gang. Det er nu engang saaledes fra middelalderen af, da ingen
stadskonduktør regulerede byggelysten, og intet ingeniørvæsen udstak
gadernes retning. Og den har ogsaa sin egen charme, denne snevre
beliggenhed: man kommer slentrende gjennem de bugtede, solløse,
skidne smug uden at ane, at katedralen er i nærheden, og saa
ved en pludselig dreining af strædet ser man den straalende portal
lige foran sig, kanske i blendende solskin og indfattet af to
alder-domssorte, skjæve og ludende huse. Men naar man saa staar paa
den snevre domplads og følger meel øiet de himmelstræbende linjer
i façade og taarne og henrykt over pragten og detaljernes rigdom
prøver at samle det hele i et blik, da løber man blot nakken mod
en murvæg.
Hvor ganske anderledes bekvemt ligger Notre-Damen i Paris.
Alle de låve middelalderlige rønner, der endnu dengang, da Victor
Hugo var ung, trængte sig sammen om kirkens fod, ganske som vi
paa enkelte gamle kirkebilleder ser de bodfærdiges skare flokke sig
under himmeldronningens kaabe, — de er nu feiede bort, og den
herlige façade ligger frit mod en mægtig aaben plads, kun omgivet
af diskret-alvorlige offentlige bygninger, der holder sig i respektfuld
afstand. Men saaledes berøvet sine oprindelige og naturlige
omgivelser virker Notre-Damen blot end mere fremmedartet og sælsomt
mellem disse moderne administrationsbygninger med den banale
indskrift om frihed, lighed og broderskab. Saa ensom hæver den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
