Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
aarhundrede under den gotiske stils blomstring, da det
høitstræ-bende, stolte og lyse kor føiedes til det øvrige.
Der er noget ved den romanske stil, som taler til hjertet, noget
enfoldigt og uberegnet, noget trohjertet og ligefremt, som straks
vækker intime følelser. Der kan over slige gamle romanske kirker,
især kanske i Tyskland, hvile et eget præg af bred tilforladelighed,
en art plumpt alvor; og parret med dette alvor er en fantasi, saa
frisk og utvungen, at den naturlig leder tanken hen paa sunde, sterke
folk og enkle, oprindelige seder. Just saa låve og rummelige og
solide maatte de være hine den graa middelalders gudshuse, hvor
barnlig troende slaaskjæmper skulde samles til ottesang og til ave,
lytte til de latinske litanier, folde sine grove hænder og for en
stund maaske føie det haarde sind mygnet og den voldsomme
vilje avet.
Indbyrdes sammenlignede har de romanske kirker mere
individualitet end de gotiske. Der er i dem mere vilkaarlighed, mindre
system. Den romanske stil er et udtryk for den endnu unge og
kjæmpende kirke, den gothiske stil er en frugt af det triumferende
hierarchi. Den romanske kirkebygning ligger ligesom bredere paa
jorden, og dens taarne svimler ikke mellem skyerne. Disse kirker
er ikke som enkelte gotiske fyldte af en afsindig religiøsitet, de
virker ikke opflammende paa den andægtige, snarere formanende
som en ærværdigs tale. Deres linjer runder sig bredt og fyldig,
og massernes soliditet indgyder følelsen af sikkerhed. I de store
gotiske katedraler derimod piler linjerne tilveirs med en
brændende fanatisme, saa man blir angst for, at fornuften skal briste
og det hele styrte sammen. De gotiske katedraler med deres
bundter af utrolig smekre piller, der i dumdristig spændkraft synes
at skjælve under hvælvenes vegt, med deres flammende vindussole,
der kaster et uvirkelighedens skimmer over alle ting, saa uvirkeligt
som i en febersygs skjønhedsfantasier, — de er som skabte til at
opspile følelsen. I dem martredes de syndige sjæle med overjordiske
syner, i dem vaktes den angstfulde ekstase, som kunde myrde
sanserne og fortære kjødet, medens sjælen hævede sig og bares med
stedse voksende vingefang ind i en afmægtig salighed.
Naar man ser op i disse hvælv og kjender sig svimmel, føler
man endnu i vore nøgterne dage den dæmoniske virkning af disse
hellige bygninger. Og hvilken magt maa de ikke have øvet dengang,
da sindene endnu formaaede at gribes helt af den hellige gysen,
af troens raseri — dengang, da menneskene havde lidenskab nok
til at faste sine legemer til skygger, et hylster for en almægtig sjæl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
