Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
— dengang, da der næsten i hver by vandrede en hellig mand
eller kvinde omkring, som besad undergjørende gaver, og som levede
i uafladeligt samkvem med det himmelske!
Slig fremstod disse bygninger af troens umaadelige
anspændel-sesevne, slig blev de et middel til dens yderligere ophidselse, —
indtil troen brast og med den evnen til at reise saadanne gigantiske
bygverk. Hedenskabet følger og renaissancen: I arkitekturen synker
atter linjerne ned mod det horisontale, folder atter masserne sig
ud til den blodrige, brede, sanselige skjønhed.
* *
Den gothiske stil er ligefrem vokset ud af den romanske,
spidsbuen af rundbuen, taarn" af kampanilen, klokketaarnet.
Pillerne skjød i veiret som unge trær, i hvem safterne syder,
kapitælbladene foldede sig ud og krummede sine spidser, den runde
bue følte sig løftet og begyndte selv at stile opad, vinduernes
stræbelinjer forlængede sig, og deres farvede ruder med fremstillinger
af bibelske begivenheder og hellige mænd voksede til det
mangedobbelte og fortrængte lidt efter lidt det mest mulige af væggens
træge stenmasse.
Ydersidens stræbepiller, der ikke kunde undværes, hvis ikke
det hele skulde synke sammen, ligesom forflygtigedes i nye, legende
former; deres kompakte masse forvandledes til belivede halvbuer,
der som smidige grene bøiede sig fra sideskibenes ydermure ind
mod det høiere midtskib. Blot paa skrømt syntes de at ville støtte;
ja som levende grene skjød de knop og blomst i spir og
blomsterformede sirater. Og taarnene, som før var en firkantet masse,
de opløser sig i en skov af spir, der stiger op over hinanden som
graner paa en skrænt.
Alt var forvandlet. Hvem kan vel i denne tusentindede masse,
hvis spir berører de seilende skyer, gjenkjende hin gamle romanske
lavstammede, brede, plumpe bygning, med de knortede piller, de
rugende hvælv, den skumle krypte, de smaa vindusglugger, taget
med den aabenvinklede gavl — denne bygning, hvis mure allerede
før var saa belastede af tunge masser, at ofte syntes de neppe istand
til at bære sit taarn og har maattet give det plads ved sin side?
Og dog er det den selvsamme bygning i korsform, med de tre
eller fem skib, med forhallen i den ene ende og korafslutningen i
den anden. Intet nyt konstruktivt grundprincip var fornødent for
at faa den gotiske kirke, der i embryotilstand blundede i den
romanske basilika, til at skyde i veiret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
