Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Jens Thiis: Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
nok, og byens skjæbne under katedralens bygning har været
tilstrækkelig skiftende til, at den, som saa mange andre store
middelalderlige kirker, atter og atter er bleven stanset i sin opførelse, og
arbeidet først senere er blevet gjenoptaget under en ny epoke af
evne og magt.
Saaledes omspænder dens byggehistorie et tidsrum af hele 200 aar
og saaledes er det blevet muligt i dens indre at kunne iagttage,
hvorledes en tidsalder blomstrer og blegner, afløses af en ny i
famlende, søgende overgangsformer, indtil denne sikker og sit væsen
bevidst naar sin fulde, straalende udfoldelse.
* *
*
Neppe to dage var ’gaaet hen, siden jeg forlod Paris, da jeg
sydfra en høstaften kom til Br tigge.
Endnu stod billedet af verdensstaden friskt i min erindring.
Paris blev den lysflimrende baggrund, hvorpaa den
kirketaarnstak-kede silhouette af det middelalderlig mørke Briigge skulde komme
til at tegne sig i mit minde. Og modsætningen mellem det, jeg
forlod, og det, hvortil jeg kom, er for mig uforglemmelig knyttet
til denne by, der er som en sjelden og dyrebar, næsten uskadt
forstening af en længst svunden tidsalder.
Sammen med det første dagslys trænger om morgenen toner
fra et klokkespil ind i sengkammeret og blander sig i ens drømme.
Hvert kvarter lyder disse forunderlige, gamle melodier fra klokkerne
i det høie taarn paa bytorvet. Belfried kaldes et sligt taarn —
eller paa fransk Beffroi; — ordet er ældgammelt og dets
oprindelse usikker. I de fleste gammelflamske byer rager et saadant
klokketaarn op i høide med kirkespirene. Staut og svartnet af veir
og vind kneiser det som et ærværdigt symbol paa borgerskabets
magt i hine gamle fristæder, hvor stormklokken ret ofte kaldte hver
vaabenfør mand til at verne om hævdet ret og arvet frihed.
Man vækkes af disse klokkespiltoner. Man blir liggende stille
og lytte, til de næste kvarter vender tilbage, disse fantasivækkende
potpourier af gamle klange — snart muntre og i dansetakt, snart
langsomme som en tungsindig folkevise, snart høitidelige som en
passionssalme.
Man gløtter bag gardinet og kiger ned i en tom og snever gade:
ligeoverfor ligger en rad mørke, gamle huse; deres gavle stiger op
i spidse vinkler, eller de bugter en snørklet buelinje mod en blygraa
himmel. Bare dette lille gløt bag gardinet forvisser én om, hvor
man er. Man er straks paa det rene med, at den dags jernbane-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 22:35:14 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1896/0180.html
