Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Georg Fasting: Religionens kaar i vore dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
paa sin lange kjætterliste har glemt ondskabsfuldhed og
nederdrægtighed, men dømmer til helvede dem, der ikke tænker saa og saa
om treenigheden (skjønt den kanske ikke tænker saa selv engang),
den kirkes træl behøver ingen være, den kirke — tydeligere:
kirken, forsaavidt" den er slig — skylder man ingen særlig
hengivenhed.
Til ovenstaaende foredrag knyttede sig et i flere henseender
merkeligt ordskifte. Ligeoverfor de synsmaader, som derunder kom
tilsyne, tror jeg det kan være oplysende at tilføie nogle bemerkninger.
Man siger, at al religion maa have et „positivt indhold"; hvis
ikke, saa ved man tilsidst ikke engang, om det er nødvendigt at
tro paa Gud, det kunde være nok at tro paa „en sedelig
verdensorden". Dette er urimeligt. Opfattes samvittigheden som den
skal, saa er troen paa Gud uadskillelig fra den, og opfattes den,
omvendt, ikke rigtig, saa kommer man med al verdens positiviteter
ikke til en virkelig tro paa Gud. Men har man en virkelig levende
tro paa Gud og dermed tro paa al Guds aabenbarede, saa kan
det spørsmaal om et vist „positivt" kvantum ikke opstaa. Enhver
tilgodegjør sig af Guds aabenbarede, hvad der forundes ham og
lever paa det. Skulde man her ville anvende nogen gradmaaler,
saa maatte det i hvert fald været livet, som man maalte, ikke det,
som dette liv næredes af.
At gjøre den indvendning mod lære-religionens forkastelse, at
mennesket ogsaa har en trang til erkjendelse, er ubeføiet. Det
er først da, naar religionen i sig selv betragtes som liv, at
erkjendelsen faar sin rette opgave paa dette omraade, den nemlig at
forklare dette liv og dets sammenhæng med Guds aabenbarede. Særlig
ubeføiet er det at sige: man kan ikke betro sig til samvittigheden
alene; thi samvittigheden er forskjellig hos. de forskjellige
mennesker, der findes egentlig ikke nogen samvittighed, kun
samvittigheder, derfor trænges noget „positivt". Ja, intet er vissere end
at samvittigheden er forskjellig; men hvad er at gjøre? Vil man
da gaa udenom samvittigheden? Det vil man vist ikke. Saa er
jo samvittigheden under alle omstændigheder med i religionen —
hvilken rolle man nu end vil tildele den — og forskjellen i
samvittighederne maa gjøre sig gjældende. Men hvorledes kan vi hæve os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
